Christian Richardt (1831–92)

Til Lykke, Brud og Brudgom kjær,

ved halvt Aarhundred’s gyldne Laage —

til Lykke med det Straaleskjær

midt i December-Tidens Taage!

Blandt Slægt og Venners gamle Stok

I sidder i en trofast Flok,

hvis Kjærlighed har Ønsker nok,

og hvor de tusind Minder vaage!

Du kjære Hall — tre Kongers Ven —

med Glans fra Danmarks lyse Dage —

Du har dit milde Sind igjen,

og Hjertets Kraft Du har tilbage:

Du bær’ ej blot din Elefant —

Du bærer, det er vist og sandt,

hvert Kors fra Gud, hans Naadepant,

saa barnlig fromt, foruden Klage.

Og Du, hans Viv, af Brøndsted’sk Blod,

med Trang at gjæste Verden vide,

Du flagrer end saa varm som god,

med hulde Mø’r i Vang og Lide!

Men fløj Du end i Øst og Vest —

paa Bakkegaarden stod din Fest,

med Excellencen Hjertet næst —

og hundred Fattigfolk ved Side.

Og Eders Sønner, hver især,

har Arven broderligen blandet:

den ridderlige Sekretair!

og han, som Jætter overmanded!

Forsvarligt de paa Tingen ta’r,

og ingen af dem fattes Svar;

mens Oluf svarer for sin Fa’r,

vil Carl forsvare hele Landet.

— Gud give Jer en Aftenstund

som i Skjærsommer-Nattens Møde,

naar Kveld og Gry staa Mund ved Mund,

og Himlens klare Roser gløde:

med Stilhed efter Stridens Brag,

med gyldne Blink fra svunden Dag,

— og efter Herrens Velbehag

i Skjær af Livets Morgenrøde!