Ad Tidens Strøm, hvis Kyster hun vil tegne,
hvis Løb hun forsker ud til mindste Sving,
hun styrer ind mod Livets dunkle Egne,
vil følge Strømmen til dens Kildespring.
Hun maaler Sjæledybets Katarakt,
i Mythens Urskov tør hun Lysning bryde,
ukjendte Slægters Tale maa hun tyde;
frem trænger hun ved Tankens egen Magt.
Alt hvad hun saa’, maa hendes Viden tjene,
fra Hieroglyf, til Plante, Dyr og Stene.
Men, øjner hun, hvor Livets Kilder springe,
— hun møder dem, der foer paa Troens Vinge.