Hun, vort Aarhundreds kjække Yndlings-Terne,
hun er den yngste blandt de Søstre fem;
opkiltet, rap tilfods hun iler frem,
her mod en Stjerneblomst, hist mod en Stjerne.
Og som de tusind Løv gav Stammen Hvælv,
og atter tusind Kroner tjælde Skoven,
af tusind Tegn hun sammenstaver Loven
for alt paa Jorden, for dens Vorden selv.
Med Damp til Ganger, Lyn til Sendebud,
hun fører Magtens Scepter som en Gud;
dog er det Skaberen, hvis Værk hun lover,
hans Dybder, hendes Fakkel lyser over!