Christian Richardt (1831–92)

Tak for Skjærmen med de ranke Siv,

som for Lysskjær skaanet har mit Øje!

Tak end meer for Kjærlighedens Møje

med at skjærmc mig mit Stilleliv!

Mine Sager — vore kjære Børns —

alle Sager skjøtter Du — selv Søren’s!

Du er Hjemmets gode sunde Salt,

og Du træffer just den rette Tone

til som Digterviv og Præstekone

meer og meer at dele med mig Alt!

For hvert Aar der gaar, alt meer Du bliver

mig min Hører, Kritiker og Skriver!

Hastig fremad skrider Tidens Elv,

Gud kun veed, naar Styrtningen sig nærmer —

min Marie, Tak, at Du mig skjærmer,

stundum mod det Onde i mig selv!

Tidt var Skjærmen Du, og jeg kun Sivet

— Tak for hver en Solskinsdag i Livet!