Til Skoven gik der Bud paa Bud,
til Bøgene de bare:
O skynd Dig lidt! Spring ud, spring ud,
dit Rygte er i Fare!
I Kongens Have blev det grønt,
ja selv paa Volden næsten,
og der er saamænd ganske kjønt
derhenne rundtom »Hesten«.
Og Dyrehaven retter sig
og løfter sine Kroner,
og Bukkarbunden tætter sig
med Kors i Millioner,
og alle de smaa Bøgebørn,
de kaste Overkjolen
og nikke til den gamle Tjørn,
som knopper sig mod Solen.
Om Ermitagens Hjortehorn
trygt Hinderne sig flokke,
mens Gjøgen over Krat og Torn
højt ringer med sin Klokke;
og snart i Lundens Fuglestad
gaar Kvidderen elskværdig;
og Egen glatter ud sit Blad —
og saa er Skoven færdig.
Saa gjør Dig færdig, hør og see
lidt meer end Folkeklyngen,
lidt meer end Bakketeltets Snee,
lidt meer end Trommegyngen!
Thi Vaarens Grundlov er dog bedst:
Den selv fornyer det Gamle;
og Skovens grønne Grundlovsfest
kan altid Alle samle.