Tulte var en Høne,
Saa skjøn saa skjøn af Krop:
Sorte Fjer med søgrønt Stænk
Og sneehvid Hovedtop.
Naar et Æg hun havde lagt,
Forkyndte hun det lydt;
Alle maatte høre
Det vigtige Nyt.
Ægget var saa stort og rundt,
Og Smagen underfuld;
Hviden som Silke
Og Blommen som Guld.
Fjernt, paa Japan gav hun
Sit første spæde Kluk;
Derovre var hun født,
Men paa Sjælland blev hun skruk.
Paa en Pind af Bambus
Hendes Moder havde siddet,
Til hun blev en skjønne Dag
Strangulert og spiddet.
Saadan er nu Landets Skik,
Og Tulte var et Barn;
Dog, skjøndt ung og ganske guul,
Ei ganske uerfaren.
Seilklar laae i Havnen
Den gode danske Brig;
Vips var Tulte der ombord,
Til Sjællands Ø hun gik.
Her kom hun i Gaarde,
Og her blev hun sit Kjøns
Ære og Stolthed
Blandt alle Egnens Høns.
Hanen var Chineser
Og Noget af en Laban;
Beiled strax til Tulte,
Fordi hun var fra Japan.
»Jeg er født derovre,
Hvor Palmerne groe!
Vi er i Familie,
Vi passe, vi To!
Rødøiet er hveranden Høne
Af Længsel efter mig!
Siig nu, om Du vil ha’e mig,
Ja eller Nei?«
Tulte sagde Ingenting,
Hun saae han var en Laps,
Hakked ham saa med Næb og Kløer;
Det var saa beesk en Snaps.
Alt hvad han gjorde Hanebeen
Med dristige Sving,
Alt hvad han bandte og galte —
Det hjalp ham Ingenting.
— Tulte gik saa een som
I Pilenes Ly;
Da klang fra det Fjerne
Et sødt Kykleky.
Det var ingen Chineser,
— Det hørte hun strax;
Den Hane var nok
Af en anden Slags!
Beskeden, fra en Mødding,
Han sendte sine Suk;
Tulte blev saa underlig,
Hun svarte med et Kluk.
Da viste sig den Riddersmand
Med Sporer paa sin Hæl;
Tulte blev saa underlig,
Hun kjendte sig ikke selv.
»Det var dog mærkværdigt
Saa han kunde gale!
Sikken en Røst!
Og sikken en Hale!«
Bryllup inden Aften,
Det var en afgjort Sag;
Hanen stod paa eet Been
Den hele lange Dag.
— Nu er Tulte Oldemoer,
Og hver en artig Kylling
Viser hende dyb Respekt
Og kaglende Hylding.
Nu er Tulte Dronning,
Og overalt hun agtes:
Der maatte være Hungersnød,
Om Tulte skulde slagtes!