Tulte var en Høne,
saa skjøn, saa skjøn af Krop:
Sorte Fjer med søgrønt Stænk
og snehvid Hovedtop.
Naar et Æg hun havde lagt,
forkyndte hun det lydt;
Alle maatte høre
det vigtige Nyt.
Ægget var saa stort og rundt,
og Smagen underfuld;
Hviden som Silke
og Blommen som Guld.
Fjernt paa Japan gav hun
sit første spæde Kluk;
derovre var hun født,
men paa Sjælland blev hun skruk.
Paa en Pind af Bambus
hendes Moder havde siddet,
til hun blev en skjønne Dag
strangulert og spiddet.
Saadan er nu Landets Skik,
og Tulte var et Barn;
dog, skjøndt ung og ganske gul,
ej ganske uerfaren.
Sejlklar laa i Havnen
den gode danske Brig;
vips var Tulte der ombord,
til Sjællands Ø hun gik.
Her kom hun i Gaarde,
og her blev hun sit Kjøns
Ære og Stolthed
blandt alle Egnens Høns.
Hanen var Kineser
og Noget af en Laban;
bejled strax til Tulte,
fordi hun var fra Japan.
»Jeg er født derovre,
hvor Palmerne gro!
Vi er i Familje,
vi passe, vi To!
Rødøjet er hveranden Høne
af Længsel efter mig!
Siig nu, om Du vil ha’e mig:
Ja eller Nej?«
Tulte sagde Ingenting,
hun saae han var en Laps,
hakked ham saa med Næb og Klø’r;
det var saa beesk en Snaps.
Alt hvad han gjorde Hanebeen
med dristige Sving,
alt hvad han bandte og galte —
det hjalp ham Ingenting.
Tulte gik saa eensom
i Pilenes Ly:
Da klang fra det Fjerne
et sødt Kykleky.
Det var ingen Kineser,
det hørte hun strax;
den Hane var nok
af en anden Slags!
Beskeden, fra en Mødding,
han sendte sine Suk;
Tulte blev saa underlig,
hun svarte med et Kluk.
Da viste sig den Riddersmand
med Sporer paa sin Hæl;
Tulte blev saa underlig,
hun kjendte sig ikke selv.
»Det var dog mærkværdigt
saa han kunde gale!
Sikken en Røst!
og sikken en Hale!«
Bryllup inden Aften,
det var en afgjort Sag;
Hanen stod paa eet Been
den hele lange Dag.
— Nu er Tulte Oldemo’r,
og hver en artig Kylling
viser hende dyb Respekt
og kaglende Hylding.
Nu er Tulte Dronning,
og overalt hun agtes:
Det maatte være Hungersnød,
om Tulte skulde slagtes!