Saa, nu kom Inger op igjen,
skjøndt kun til Lænestolen;
men dér vil hele Huset hen,
og Vennerne fra Skolen.
Til Bedstemoders Kræmmerhus
forventningsfuld hun skotter —
det er vist ingen lille Mus,
men Kirsebær og Godter!
Og Øjet bliver blankere
for hver en Dag der kommer;
og Væxten bliver rankere,
hun voxer flere Tommer!
Og Kinden bliver blødere,
med Smilet atter hjemme;
og Munden bliver rødere,
og faaer sin gamle Stemme.
Det er som Alt blev nyt igjen,
ja som ved Foraarstide,
naar Solen, alle Smaafolks Ven,
har atter Straaler blide!
Men Moder staar bag Ingers Stol
og takker Gud saa stille,
at hun beholdt sin lille Sol,
som næsten slukkes vilde.