4. Menuetten
(Gammel Menuet.)
(Gammel Menuet.)
Maanen gaar saa langsom og saa løj,
sikker paa sit Monopol;
men fra Riddersalens lyse Fløj
klinger Fløjte og Fiol.
Hvor de luegyldne Rammer
med en Oldefader brammer,
figurerer Egnens Adel
uden Frygt og uden Dadel
om Ballets Sol.
Som en Poppel for en sagte Vind,
afmaalt Menuetten gaar;
Frøk’nen har et Rosenflor paa Kind,
men et pudret Liljehaar.
Greven saa huldsalig sukker,
naar han for sin Dame bukker;
Haanden rækker hun ham varligt —
varligt, men særdeles farligt,
som man forstaar.
Og de svæve fra den gyldne Sal,
bort fra Ballets Brask og Bram,
og de hilse fra Altanen sval
Maanen i den stille Dam:
»Disse Skygger — hvor charmante!
Disse Stjerner — eclatante!«
Greven er saa tungefærdig,
han er født, og født elskværdig —
hvo modstaar ham!
Og han hvisker, medens Haanden let
værner om Moustachens Kunst:
»Deel med mig den rødmende Claret
som et Pant paa Eders Gunst!
Min Dorinde! Tør jeg haabe« —
ak, da spilder han en Draabe!
Ja ti, tolv paa hendes Robe;
spildte Lykke, spildte Draabe!
Ak, Alt omsonst!
Døv for hans Veltalenheds Musik,
stum hun stirrer paa sin Dragt
og forsvinder med et Vredesblik,
som fortolket kunde sagt:
Ak, et Stænk paa Navn og Rygte,
sligt bør ej Beaumonden frygte —
o, men Pletter paa min Kjole,
nej paa ham kan Ingen stole,
Tag min Foragt!