Christian Richardt (1831–92)

Myrthe-Bjerget langt fra høje Norden

gav sin Marmor-Snee saa skjær og reen;

men som Ploven, naar den saarer Jorden,

reder Leje for et Liv i Vorden —

pløjed Mejslen i den hvide Steen;

                under Kunstnerhaand

                fik den Liv og Aand,

klart et Billed frem af Fladen treen.

Ham det er, hvem vi for tidlig misted,

men som lever i den danske Sang;

ham, hvis Tonekilde aldrig risted,

ham, hvis Melodier ind sig listed

Blink i Blink lig Bæk bag Løvets Hang,

                — til i brede Drag,

                til med Bølgeslag

mod det store Hav den tog sin Gang.

Lad da lyse Heise’s ædle Billed

som en Vielse til ægte Kunst!

Klare Perler fra hans Lyra trilled,

det er Hjerter, han har røre villet —

meer end Ørelyst for Folkegunst!

                Fuld af Farveskjær

                hans Romance-Hær

straaler gjennem Døgnets Taagedunst.