Hvad hjalp det mig, om Stjernerne jeg kjendte
og kunde deres Afstand regne ud,
om ej den Afstand mig i Hjertet brændte,
som skiller mig fra Hellighedens Gud!
om ej jeg sørged og blev ved at sørge,
om ej jeg spurgte og blev ved at spørge,
til Svar jeg fandt i Julens Frydebud!
Hvad hjælper det, jeg veed, at tusind Mile
mig rykke nær ved Bæven i en Traad,
hvis ej min egen Bæven finder Hvile
i Troen paa Guds faderlige Raad, —
hvis ej jeg veed, at Han i Himlens Sale
er mig saa nær, saa jeg til Ham kan tale
og fange Svar som stiller Angst og Graad!
Hvad hjalp det, om jeg gransked alle Love,
kun ikke Loven i mit eget Bryst!
Hvad hjalp det, om jeg sorgløst vilde vove
at døve mine Lov-Brudds Dommer-Røst!
Men dømmer mig mit Hjertes tunge Smerte,
Guds Kjærlighed er større end mit Hjerte,
Steentavlens Trusel smelter hen i Trøst!