Maanen lægger sin Straalebro
over de Strømme stride;
som over Scenen i festlig Ro
Sundets Sejlere glide.
Der kommer een, og to, og tre,
i Glans tilsyne de komme!
Sejlet straaler af Sølv og Snee, —
men brat er Synet omme!
Slugte dem Havet? Er der ej
et Kjølvand hist i Skyggen?
Stopper i Mørket Skudens Vej?
Nej, Glansen vendte de Ryggen!
— Saadan en Baad er Menneskets Liv.
Om Kjølen Bølgerne funkle,
men — til en Tilskuers Tidsfordriv —
den svinder snart i det Dunkle.
Hvor Lyset spilled paa Top og Sejl,
er Intet meer at skue;
Andre vugges paa Havets Spejl,
og glittre i sølvklar Lue.
Dog vandrer Baaden sin tyste Vej
over de sorte Vande.
Slugte den Dødens Hav? O nej,
den gled mod de evige Strande.