Christian Richardt (1831–92)

Du skjønne Kunst, i Eden født og baaren —

i Toner svøbt, men barnedøbt i Taaren!

som Flammesværdet fløj forbi,

og steg fra Savnets Melodi

til Frydebud om Vaaren!

som var i Davids Harpebrus,

og i Tyrtaios’ Sange —

seent hørte vi dit Vingesus

hen over Danmarks Vange!

    Vel kvælde der Toner af Nordens Grund

            som Blomst i Lund,

    som Straaler af Nordlysflammen:

    Skjaldene kvad, før Sværd de svang —

    Buens og Harpernes Strengeklang

            saa vel kunde sammen

    som Stormens Hvinen og Bølgens Sang.

    Og lifligt der toned fra Folkets Sjæl

            et Sangens Væld,

    til Alvor eller i Gammen:

    Nonnernes Ave, Hornets Gjald,

    Rosenlunden og Kongens Hal

            saa vel kunde sammen

    i Kæmpevisernes Tonefald.

    Dog længst de vandred fra Fruerbur

            til straatakt Skur;

    de klang under Bøgestammen:

    Høstpigens Lin og Bondens Koft,

    Sommer i By og Fiskertoft

            saa vel kunde sammen

    med hine Klange fra Højenloft.

    Og først med vor svulmende Digtnings Vaar

            — vort Hundredaar —

    skød Sommerfuglen af Hammen:

    Visen kasted sit Hvergarns-Tøj,

    vidt den paa Kunstens Vinger fløj —

            de graa Melodier,

            de ny’ Harmonier

    saa vel, saa vel kunde sammen

    Weyses Viser og »Elverhøj«.

        Da aabnes disse Haller

        for Verdens stolte Floder,

        for Symfoniens Undre,

        for wienske, rhinske Noder,

                risted’ af Mesterhaand!

        Mens rige Tone-Dramer

        faae Liv fra Holbergs Scene,

        skal her for Fantasien

        Toner og Ord alene

                spejle Skjønhed og Aand.

Højt for den lyttende Kreds nu lifligt Vældene springe:

Beethovens mægtige Fos, og Mozarts syngende Kilder!

Haydns legende Bæk, og Schuberts perlende Vande!

Webers og Mendelssohns de regnbufyldte Kaskader —

ja fra Sebastians Elv til Schumanns vindunkle Vover!

    Og nye, friske Kranse

    fra Sjølunds fagre Sletter,

    fra Oldtids Taageverden,

    fra danske Elver-Nætter

    flettes af Kunstnerhaand!

    Og blanke Billed-Strømme

    fra Østens Palmelande,

    fra Hellas’ Gude-Strande,

    fra Torneroses Drømme

    spejle Skjønhed og Aand!

Her var i halvhundred Aar Musikens fredede Arne;

Kunstneren her hented Ild, Lærlingen her fik sin Daab!

Her har en Hærskare lært at fatte og dybere skatte

        Strengenes herlige Kunst.

        Og dette Hav af Rhytmer,

        snart oprørt, snart i Fred,

        alle de Tonebølger —

        hvad er deres Hemmelighed?

        Hvad er det, som saadan bruser,

        som — dryppet i Øret ind —

        selv finder Vej til Hjertet

        som Fugl til grønne Lind?

        som tænder Glød i Sjælen,

        som bringer Sommerduft —

        hin Trolddoms Virkemiddel,

        hvad er det? Lutter Luft!

men Luft, som vugge kan vor Fryd og Smerte!

        Med Tonens rige Verden

        vi Mennesker dele Kaar —

        tager man Luften fra os,

        alle vi brat forgaar!

        Og Tonen er Ordets Søster,

        Ordets Opstandelses-Dragt —

        først styred’ af Menneske-Aanden,

        faae Luftens Alfer Magt!

        Aand maa holde dem begge

        i Skjønheds Ligevægt —

        ja med Menneskets Verden

        er Tonernes nær i Slægt,

og derfor gaa de os saa nær til Hjerte.

Du skjønne Kunst, i Lyst og Nød Veninden,

og tidt, hvor Ordet glipper, Trøsterinden —

saa lydig under Lovens Tvang

som Jupiters og Jordens Gang,

og dog saa fri som Vinden!

bliv rig og stor paa Danmarks Jord,

og tal os til i fulde Kor

— og baade med og uden Ord —

fra mange Tone-Scener!

Og vær vor Læremester i

den rette Livets Harmoni,

som Lov og Frihed ener!