Vor faldne Slægt,
hvor trænger den til Frelse!
Vor onde Slægt,
hvor trænger den til Skjul!
Vor syge Slægt,
hvor trænger den til Helse!
Vor bange Slægt,
hvor trænger den til Jul!
Men efter Jul
vi til en Paaske trænge,
til Udgang fra
det mørke Dødens Land —
har Livets Sol
end skinnet nok saa længe,
vi veed, vi ender
paa en Skygge-Strand.
Højlovet Du,
som Gravens Steen har væltet,
og væltet Dødens Frygt
fra Støvets Børn!
Som med din Paaskesol
har Isen smeltet,
der knuged Roserne
paa Livets Tjørn!
Saa er der Land
bag Dødens dunkle Strømme,
saa er der Vej igjen
til Livsens Træ,
saa er der Haab
for vore bedste Drømme,
saa er der Gjensyn
i Guds Naades Læ!
Saa er ej Vaaren
blot derude landet
med tusind Knopper,
tusind vaagne Frø —
saa har dog Christus
Fjenden overmandet,
saa er det dog at leve,
det at dø!
Opstandelse!
Du Foraarsbud som kvæger
med Solblink
fra en aldrig islagt Elv!
Du Hjerteblad
i Troens Blomsterbæger,
falm aldrig for mig,
naar jeg falmer selv!
Duft mig imøde
i min sidste Time,
med Hilsen
hist fra Josefs Urtegaard —
lad da kun over Baaren
Klokker kime,
de ringe dog kun ind
en evig Vaar!