Hør Ellen, hør ifald Du vil!
Stig ud paa Tømmerflaaden,
Saa lægger jeg med Baaden til,
og saa gaar Du i Baaden!
Sig rører ej den mindste Vind
og Alt er tyst og stille,
om lidt saa faae vi Maaneskin,
og det er ej saa silde.
Tak Ellen Tak! Ifald Du saa
vil holde lidt tilhøjre,
at ingen Grene skal os slaa,
og ingen Siv os tøjre;
nu snart vil Maanen bygge Bro
og Nattens Stjerner møde,
det er jo næsten som vi ro
i Rosenskyer røde.
See dette skjønne Aakandeblad,
det mørke, brede, blanke!
Det ankrer her — og, veed Du hvad —
det Samme gjør min Tanke;
den var paa Rejser, var paa Vej
men kom dog ingenvegne,
bestandig landed den hos Dig
fra alle Verdens Egne;
Og Et, kun Et min Hu staar til,
som nu saa sødt at glide
alt over Livets Bølgespil
med Dig og ved din Side;
Du drager mig saa stærkt, saa ømt
som Voven disse Pile,
jeg elsker Dig, og jeg har drømt —
hvad nu jeg seer Dig smile!
Ja Taaren bliver hurtig træt
naar man er To om Graaden;
og Baaden glider mere let,
naar man er To i Baaden;
ved hver en Vending, kan Du tro,
naar gode Raad er dyre,
skal jeg nok slide, stage, ro,
og Du kan gjerne styre!