Min Gjenbo er en Muur og mit Skjul er en Kvist,
Og Loftet kan jeg magelig række;
Men Solen er min Ven, og han smugler med List
Sit Guld mellem Tagenes Sprække;
Jeg sidder som en Drot i mit eensomme Buur,
Og byder baade Fortid og Fremtid til Cour.
Men kommer saa den Tid, da den liflige Dugg
Sig sænker over Skovenes Kroner,
Da hører jeg vel intet til Nattergalens Suk
Og maa nøies med en Lirekasses Toner;
Men Drømmeguden melder sig dog tilsidst,
Og gjør mig Besøg paa min høie Kvist.
Da glemmer jeg Byen og dens evige Støi,
Og tænker paa alle mine Kjære,
Og spørger Kattens Mjaven, i Mangel af en Gjøg,
Hvor nær vel mit Bryllup kan være?
Og nikker saa Godnat til hver eneste En,
Og nikker saa længe, til jeg sover som en Steen.