Christian Richardt (1831–92)

Lad Tonerne følge hans Baare,

selv sang han saa sjælfuldt som tyst!

for Jordlivets Smil og Taare

var der Sangbund og Væld i hans Bryst.

Han haded ærligt det Lave,

holdt blankt sit fædrene Skjold!

God var han til Ven at have,

og hans Troskab en levende Vold.

Han var saa ung med de Unge,

og mellem de Glade saa glad;

dog kjendte han Tider tunge,

og til Rosens falmende Blad.

Men i de Bedendes Skare

hans Længsel blev Stilhed og Trøst —

lad til Dig, vor Gud, ham fare,

til din Naades livsalige Kyst!