Christian Richardt (1831–92)

Husker I Dagen, da Artiums-Horden

havde paa sin Hue Minerva’en sat,

stormed med Stolthed fra Studiegaarden,

bærende paa Brystet sit Borgerbrevs Skat!

Verden var aaben og lyst var vort Sind,

lyst som en Eng mellem løvsprungne Skove,

Øjet tog Maal af den stejleste Tind,

hvad turde Russen ej vove!

Forskud vi hæved paa straalende Vorden,

baded’ os i Solens og Sejrenes Skin —

Frihed og Danskhed og Bro’rskab i Norden

skrev vi paa vor Fane — og punsched den ind!

Dannebrog selv fik saa kraftig en Lød,

Slagtummel rysted’ vort eensomme Kammer —

hvem kunde læse, naar luende rød

Dybbøl — og Stolk — stod i Flammer!

Tiderne skifted’ — Studenten blev Borger,

Embedsmand og Fader til langstrakte Børn;

Bølgegang blev der af Glæder og Sorger,

Vingerne hang ned paa Begejstringens Ørn.

Danmark blev mindre, og Slægten blev tung,

Fædrelandssangene knap kunde synges;

Ungdommen, den var just ikke for ung —

kan saa vi Gamle forynges?

Nu er vi rykked’ saa henad de sexti,

mange kjære Venner forlængst kaldtes bort —

dog mangt et Værk, mangt et Ord var der Væxt i,

vi fra 48 ej heelt kom tilkort!

Ej vore Pund har vi dorsk gravet ned,

Livet fik ogsaa vort Indskud af Kræfter,

stort eller lille — var Hjertet blot med,

Blomstring og Frugt følger efter!

Vel er vi ej saa ungdommelig glade,

saadan som da Rusaarets Foraar vi nød,

higed’ mod Lyset som nyfødte Blade,

kjendte sagtens lidet til Sorg eller Død —

dog, er det Høst, lad os samle med Flid

Hjemmenes Axkrans og Arbejdets Kjerner,

samle os selv i den rullende Tid,

see mod de evige Stjerner!

Hvem der ej er overjordiske,

har vel været paa »Den Nordiske« —

her paa Skydebanen ved et Glas

vi Studenter fik Udstillings-Plads!

»Hær og Flaade« har sit Contingent,

»Industrien« møder ogsaa pænt —

og i Fronten af vor Minde-Sal

pranger der en herlig Rus-Portal!

Har vi ingen »Tuborgflaske« her —

tøm til Bunden blot din Flaske dér!

Snart Du er paa Højden uden »Spil«,

og Dig Vuet overraske vil!

Øjnes hist og her en skaldet Plet,

dog som Heelhed er det ganske net;

seet fra oven Kæmpen bli’r en Pog —

Ringsted Borgermester seer jeg dog!

Og der fattes ej Dekoration —

see Ricard, han har en heel Portion!

Møder Mangen med en Maane bag —

Holten har en halv som Tyrkeflag!

Kan vi næppe vor Latin til Præ,

blev vi derfor ikke rene Fæ —

Græsk kan Mariager allenfals,

Hoskjær er en Franskmand paa en Hals!

Albert ta’r endnu det høje B,

Richardt ’s Vers tør endnu la’e sig see!

Plum og Studsgaard operere rask!

og idag er saamænd Ingen dvask!

— Naaer vi næppe nogen Million,

naaede vi dog en Exposition —

riv den kun imorgen ned igjen,

dertil egne sig jo Tømmermænd!