Christian Richardt (1831–92)

Ak, hvor er det længe siden

Tæppet først gik op,

ej for Thryms- for Løjtnants-Kviden

i en Smedetrop!

Tiden bed Theaterkassen, —

aad den ogsaa Christen Madsen?

Blev det Hele Skravl og Skrammel,

Rikke graa og gammel?

Nej, hun elsker ufortrøden

end sin tro Student;

end vox Klintica i Nøden

hjælper excellent;

Ane Kokkepiges Fløjten,

Madam Smidt’ses Gaaen i Højden; —

Alt er lige friskt og saftigt,

lige ungt og kraftigt.

»Christian Firtal« er forflyttet,

Ingen veed hvorhen;

Christian Hostrup! Du har byttet

bort din Gjenbo-Pen!

Men i Kampen for det Sunde

vaager Du, mens Andre blunde,

og i Kamp mod alt det Vamle

er Du end den Gamle!

Ja den Gamle, og den Unge,

ligesom Du vil,

frisk i Tale, dansk af Tunge,

fuld af Haabets Ild.

End Du med din klare Seen

»knytter Livet til Ideen«, —

Tak da, Tak for Flyvekraften,

dobbelt Tak iaften!