Hjælp mig, Madonna,
allerhelligste Mø,
og vil Du ikke,
saa hjælp mig at dø!
Hans Blik var en Sol
til at vaagne ved;
hans Ord var et Nynn
om Kjærlighed.
Og han stod ved min Dør
saa kjæk og saa rank,
og han gav mig en Sølvpil,
maaneskinsblank;
Og alle de røde Roser,
som over Gjærdet gaar,
lagde han i mit Vindve
eller vandt om mit Haar.
— Men i Søndags i Vignen,
ved Fuldmaanens Glans,
gik han mig forbi
og tog Nina til Dans;
Han som aldrig sansede
de andre Pigers Vej,
han som aldrig dansede
med Andre end mig!
Hører Du, Madonna
i Kjerternes Glans:
Mig gik han forbi
og tog hende til Dans!
Da greb jeg min Pil
med en underlig Lyst,
jage den vilde jeg
i hans troløse Bryst.
Ja hør mig, Madonna
med de himmelske Blikke,
dræbe ham vilde jeg —
men jeg meente det ikke!
— Nu ligger Pilen
den dybeste Brønd;
men her i mit Hjerte
den brænder iløn.
Tre Gange har jeg
stængt ham min Dør,
dog elsker jeg ham
ligesaa højt som før.
O, send ham endnu
en eneste Gang,
da veed jeg nok To,
der vil mødes i Sang;
Da veed jeg nok To,
der vil kysses iløn,
som Orangerne kysses
i Løvgangen grøn!
— Saa skal Du faa det Halsbaand,
jeg har baaret saa tidt,
for dit er saa gammelt
og det syner saa lidt;
Og alle de røde Roser,
som over Gjærdet gaar,
dem skal jeg bringe Dig
og slaa om dit Haar!
Ja, søde Madonna
med de himmelske Blikke,
hvisk ham i Øret,
at jeg meente det ikke!