I sin Grotte højt paa Fjeldet,
i det hvide Marmor skaaret,
slumrer Helgenindens Billed
med en Rosenkrans om Haaret:
Gjennem Sarkofagens Gittre
Fakkellysets Bølger zittre,
og det synes som hun lever,
som om Barmen tyst sig hæver.
Dog hun hører ikke Draaben,
som fra Klippeloftet falder,
hører ikke Nordenvinden,
som ad Uvejrsfuglen kalder;
men et Suk kan hende røre,
Taarens Falden kan hun høre,
og om hendes Magt og Vælde
Krans og Tavle højt fortælle.
Kongedatter fra Palermo!
Hvordan lærte Du at bytte
Søjlehallen, Silkekaaben
med en Eneboers Hytte?
Saae Du ikke Livet gløde
lig Orangerne de røde,
og som Drueblodet skumme
over Dalens Gyldenkumme!
Sang ej Elskovsfuglen for Dig
under Mandeltræets Grene,
var dit unge Jomfruhjerte
altid med sig selv alene?
Vinked ingen Ridders Øje
meer end Stjernen i det Høje?
Bandt Du aldrig op din Tanke
som en Vingaardsmø sin Ranke!
Møen bandt; men Kongen løste.
»Ingen Ridder tør Dig eje,
mod Palermos ædle Perle
intet Riddersværd kan veje!
Kun en Kongesøn tør favne
Dig, en Blomsterdronnings Navne;
kun en Kongesøn Dig fæste,
kun den rigeste, den bedste!«
»Skal en Kongesøn mig eje,
giv mig da til ham, som fødtes
i en Stald og hos en Krybbe,
dengang Jord og Himmel mødtes!
Ham min Brudekrans jeg rækker,
og hos ham jeg Kronen lægger;
kun en Kongesøn mig fæste,
kun den rigeste, den bedste!«
— Ej, hun offrer sine Lokker
som en klosterviet Nonne,
knæler ikke lange Timer
for den malede Madonna:
Klostertag blev hver en Hytte,
hvor en Stodder vilde lytte
til en Kongedatters Tale
om sin Brudgoms gyldne Sale.
Fiskerfolket hun fortæller,
fra en fattig Skudes Fjæle,
om en solbrændt Fiskerskare,
som fik Magt at fange Sjæle;
for en Mø hun reder Tenen,
sidder hos paa Tærskelstenen,
tørrer hendes Øjne vaade,
reder Hjertets skjulte Traade.
Vingaardsmanden fromt hun minder
om den rette Vingaardsejer,
om en Høst, hvor vi er Druer,
og hvor Kjærligheden vejer;
den Bedragne som en Søster
med et evigt Haab hun trøster;
ingen Angrende hun dømmer,
ingen Stakkel hun forsømmer.
Først ved Kvæld, naar sortblaa Skygger
over Bjergene sig brede,
vandrer hun de stejle Stier
til sin høje Klipperede;
og hvor Kaktushækken slipper,
hvor kun Geden varligt tripper,
fjernt hun hører Bølgen larme,
vriste sig af Klippens Arme.
Da som en Konvolvels Blade
folde sig ved Aftentide,
fromt hun folder sine Hænder
til en Bøn for dem der lide;
takker ham, der som en Fader
Liljen klæder, Fuglen mader;
selv en Fugl og selv en Lilje
ham hun rækker al sin Vilje.
Og hun slumrer sødt og stille
paa sin haarde Sengemaatte,
medens længstforsvundne Syner
dæmre i den dunkle Grotte;
først i Søvnens dybe Dvale
Skuer hun Palermos Sale,
favner Søjlerne de ranke,
klapper Marmorløvens Manke;
Seer igjen sit Hjertes Ridder;
nu i Kamp mod Saracenen!
Seer igjen sin høje Fader,
ham alt dækker Marmelstenen;
men med hver en Nat der rinder
blegne hendes Ungdoms Minder;
Englesyner hende kalde,
hendes Tanke favner Alle.
Saadan i den hede Sommer;
saa naar Palmeviften fryser.
Alt fra Haarets Flod, den sorte,
mangen Sølverstribe lyser.
Hjertets Guld er lige lødig,
ak men Foden er saa mødig;
og idag den fromme Kvinde
knap til Grotten frem kan vinde.
Stormen løser hendes Lokker,
Havet stønner i sin Vrede,
højt tilmaals om Klipperevet
sprøjte Bølgerne dernede;
og saa hvid som Skummets Fraade
segner hun i Nød og Vaade;
hun har Ingen hun kan kalde,
hun som havde Hjælp for Alle.
Stryger da paa vaade Vinger
over hende hen en Maage,
stænker hendes blege Kinder,
dugger hendes Øjenlaage;
og hun vaagner af sin Dvale
paa den øde Klippesvale,
og ved Aftenrødens Luer
over Havet ud hun skuer.
Se da dæmrer i det Fjerne,
vildt af Nordenvinden jaget,
Først et Fnug og saa en Svane,
saa et Skib med Kors i Flaget;
Ak, og nu mod blinde Banker
tumler det med brustne Planker,
og et Skrig, som Hjertet skjærer,
Stormens Hyl mod Fjeldet bærer.
Da forglemmer hun sin Vaande
og med Livets sidste Varme
beder hun af Troens Styrke :
Spar o Herre, spar de Arme!
Synker saa mod Klippegrunden
med en Engels Smil om Munden,
slumrer ind saa længselstillet
som det hvide Marmorbilled.
— Morgendagen Alt er stille;
Havet, nys et Kuld af Løver,
knæler fromt ved Bjergets Fødder
som en angergiven Røver.
Frommere, med Taarer milde,
knæler nu en Pilgrim stille,
som af Synet overvældet,
for den Hellige paa Fjeldet:
En, som nys af Dybets Favntag
frelstes ved en Bøn af hende,
En, som gjennem Helgenglansen,
kan sin hvide Rose kjende!
Over Kjortlens grove Folder
Krucifixet fast hun holder,
som om Læben vilde sige:
Tak den ene Naaderige!