Da Himlen og sin Faders Favn
Han bytted med det Lave,
forklædt og under fremmed Navn
Han gik blandt Jordens Grave —
ja som en jordisk Kongesøn,
der drager udenlands iløn,
og seent sig aabenbarer,
saa Herren fra sin Barndoms Plet
som Tømmermand fra Nazareth
drog ud blandt Israels Skarer.
Forklædt og under fremmed Navn
hans Tjenerflok end vanker,
formummede som Sorg og Savn
de tidt paa Døren banker!
Drag ej tilbage flux din Haand,
frygt ej det mørke Klædemon,
luk op! og see i Øje!
Thi kaster Sorgen Hætten sin,
hun staar i Fredens hvide Lin
med Hilsen fra det Høje.