Uglen.
Jeg er Visdommens Fugl!
Jeg veed paa en Prik, hvordan Verden blev til,
— det er Kræfternes Spil,
og jeg kan bevise det om jeg vil!
Menneskelivet (det er nu givet)
er en rindende Elv,
som uden Kilde har gjort sig selv!
og naar vi over Gravene tude,
saa er den Historie ude!
Nødvendighed er det Heles Tap,
og Ondt og Godt, det er hip som hap,
ganske som Gassen
Maskinprodukter — af Hjernemassen!
— Og hvad ej man kan see,
det er fix Idee —
hvem vover at lee?
Bliv mig fra Livet, I luftige Kram,
Vee Jer, kunde jeg blot see Jer —
I skulde baade faae Last og Skam!
Har I ej den fjerneste
Respekt for Videnskaben — veed I da ej,
at jeg
er Fremskridtet, just det moderneste!
Smaafuglene.
Jo, det er netop derfor, vi maa Dig drille;
var Du ej saa moderne, taug vi stille.
Vi kjender dog lidt til en anden Ugle,
en af de rette Vidskabs-Fugle,
som øged i Ydmyghed Tankens Styrke
og fik Magt til at skue klart i Mørke.
Hun bygged i Kirkens Taarn sin Bo,
men Kirken selv lod hun kjønt i Ro;
og har hun sin Jagt derudenfor,
hun hyler dog aldrig ad »Fadervor«,
har ingen Lyst til at slukke med Vingen
Altarlysene — det er Tingen!
Uglen.
I Fjanter,
det er Jer, der er lyssky Obskuranter,
mine Øjne er noget bedre end jeres
og jeres Vorherres!
Smaafuglene.
Kom enelig ej i Lidenskab,
moderneste Fru »Videnskab«!
Kunde Du bevise, at Alt var Løgne,
at Intet er til
af Lysets Verden og Lysets Spil,
fordi ej det kan sees med Ugle-Øjne, —
da spared Du vist din Vredes Ild!