Gyngende skød sig Briggen
afsted med vinget Mod;
stærke Bølger rørtes,
men Farten var god.
Med Skibsdreng og Skibshund
var vel en Snees ombord;
blandt dem var Jørgen Brask,
der som Jungmand for.
De Andre kaldte Jørgen
en durkdreven Fyr;
i hans mørke Øjne
stak baade Barn og Dyr.
— Vild og uregjerlig
han var, fra han blev fød;
Fad’ren var paa Sognet,
og Mod’ren var død.
Tidlig det naged ham,
hans Fa’r var Fattiglem;
han haded hver en Lykkelig,
der ejed et Hjem.
I Gaarde blev hans Pjalter
af Køteren bidt, —
at Solen skinte paa ham,
det undred ham tidt.
Fugle-Reder plyndred han
som ganske lille Dreng:
han undte ikke Ungerne
den lune, lille Seng.
En Mester i at lyve,
saa vel som i at slaas,
han aad sit Brød med Banden
og salted det med Trods.
Selv, da han gik til Præsten,
var han uvorn og vild,
skar Ansigt bag hans Skulder,
og grinte dertil.
Kun da han stod paa Kirkegulv,
og Præsten bad en Bøn,
og talte om den tabte,
men gjenfundne Søn;
da plired han med Øjet, —
mon Ansigt han skar?
eller pinte ham Lyset
fra Kirkerudens Glar?
— Saa kom han til en Skrædder,
skulde lappe og sy.
Før Maaneden var omme,
han rømte af By.
Tog Hyre paa en Engelskmand,
som netop skulde gaa;
lærte flinkt at koge, —
blev selv lige raa.
Før Aar og Dag var omme
han havde seet sig om;
kun aldrig seet mod Himlen,
eller tænkt paa Død og Dom.
Ombord han smagte Tampen,
iland des mere Grog;
ødte sit Gods med Skjøger,
eller raved i Flok.
Saa laa en Stund han ledig,
kun ledig ej i Ondt;
sjoved som han kunde bedst,
og støved Havnen rundt.
— Da kom han her paa Briggen,
og til en brav Kaptajn:
Jørgen saae saa sulten ud!
og var fra hans Fødeegn!
Hans Ord, det var ham Solskin;
sad Knøsen tvær og mut,
talte han om Højby Strand, —
dér slog de begge Smut!
Eller saae ham i Øjet,
og strøg hans brune Kind;
den Godhed varmed Jørgen
i Hjertet dybest ind.
— Hver Søndag tog Kaptajnen
sin gamle Bønnebog,
og læste i Kahytten
en Text og nogle Sprog.
Nødig gjorde Jørgen
Kaptajnen imod —
men endnu mere nødig
han gjaldt for from og god.
Og sjeldent man ved Andagten
saae Jørgen Brask;
var han der, da stod han
koldsindig og dvask.
— I Morges var Vinden
sprunget om til Nordvest;
daarlig Stund til Andagt
i denne skrappe Blæst.
Dog efter gammel Vane
Kaptajnen gjorde Bøn,
og læste for af Lignelsen
om den fortabte Søn.
Og Folkene de hørte,
alt som de kunde bedst;
En tænkte paa sin Kjærest,
En paa sin Lønnings-Rest.
En Tredje drejed Skraaen,
og saae sig gnavent om;
de Færreste gad vente,
til Fedekalven kom.
Om Skipperen blev mindre
hans Tilhører-Ring;
han vilde Ingen tvinge,
og lod som Ingenting.
Han tænkte, mens han læste:
Gjør Flokken sig studs,
saa prædker jeg for Fiskene
som Sankt Antonius!
Nu var han dér, hvor Sønnen
er kommet paa Vej:
»Fader! jeg har syndet
mod Himlen og mod Dig!«
Da hører han omkring sig
som Hulken og Graad —
fra hvem? Fra En paa Dækket —
mon Nogen var kaad?
Ned i Kahytten tumler
hans egen Jørgen Brask,
han som altid stod
saa koldsindig og dvask.
Hvergang han syntes skulke
fra Søndagens Bøn,
gjennem Lysnings-Lugen
han lytted iløn.
Og da igjen han hørte
om den fortabte Søn,
da saae han Landsbykirken
og hørte Præstens Bøn.
Af al hans Hjertes Haardhed
som af en Muslingskal
der løste sig en Perle
ved Angerstaarens Fald.
Og tusind glemte Frøkorn
skød op om Jesu Navn,
og troende han kasted sig
i Kjærlighedens Favn.
Var det den samme Jørgen,
hint vantrevne Skud,
som hulked: »Jeg har syndet
mod Himlen, mod Gud!«
Var det den samme Jørgen,
der rysted som et Siv,
og skrifted i Kahytten
sit jammerlige Liv?
Hvem Barnet kom i Øje,
hvem Troen kom i Bryst,
alt mens hans Skipper peged
paa Naadens høje Kyst?
Var det den samme Skude,
som saa slingrende for?
Ja, Skuden var den samme,
men vendt var dens Ror!
— Det mørkned, og det kuled
alt meer og mere op;
Merssejl skulde rebes
af en forvoven Krop.
De Andre, de trykked sig,
men Jørgen bød sig til.
Kaptajnen sagde rolig:
»Lad Jørgen, om han vil!«
Og Ungersvenden entred
derop som en Kat,
og rebed og beslog
i den bælgmørke Nat.
Deroppe just ved Korset,
hvor Raa krydser Mast,
der hang han som hin Røver,
Guds Kjærlighed holdt fast.
Han maatte Hænderne folde
og bede Røverens Bøn:
»Tænk paa mig i dit Rige,
Du Guds eenbaarne Søn!«
Det syntes ham han hørte
igjennem Stormens Brag
Frelser-Røsten svare
hint salige »Idag!«
Og just da Jørgen atter
havde Foden paa Dæk,
kom en fraadende Braadsø
og skylled ham væk.
Det hørtes knap i Bølgen
den sagte Smule Pladsk;
Rorgængeren saae udefter:
»Dér gik nok Jørgen Brask!«
Men hvem stod til at redde
i denne barske Sø!
Briggen maatte fremad,
og Jørgen maatte dø.
»Mand overbord« fløj Buddet
fra Rios hede Strand, —
jeg tænker, mellem Guds Engle
det klang som »Sjæl iland!«