Christian Richardt (1831–92)

Frit i sin Skjønhed løfter sig af Havet

                Høj møens Klint;

Foden i Tang og Rullesteen begravet,

                Bæltet af Flint;

skjær som en Snemark skinner Brudekjolen,

bølgende Skoven fletter hendes Haar;

                Gyldensløret Solen

                om hende slaar.

Nyd denne Skjønhed, I Naturens Præster,

                trænger derind!

Lyt og forstaa! men tro kun ej dens Mester

                døv eller blind!

Han, som har klædt den ranke Havets Lilje,

han, som har grønnet disse Skoves Hvælv,

                han, som os gav Vilje,

                vil Noget selv.

Selvhersker var han, da han sine Loves

                Runetegn skrev,

Stjernens og Havets og de grønne Skoves

                Tjeneste-Brev.

Selvhersker var han, enevældig var han,

da af sit Eget os han Frihed gav,

                og sit Nej det har han,

                Almagtens Stav.

Alt, hvad vi granske, Alt, hvad vi opdage,

                Alt var kun Fund,

Smaablink af ham, den Evige af Dage,

                Allivets Grund!

Kom, stemmer i den Sang, som Jordens Skarer

Slægt efter Slægt har sunget ham til Lov!

                Bølgevrimlen svarer

                Fuglen fra Skov.