Svundet er fire Hundred Aar,
end vi Guds Aand har tilhuse!
Kirken dog gaar mod hin Tids Kaar:
Bølgerne larme og bruse!
Nu er ej Tid at skilles ad —
samles om Ord og Bord og Bad
maa vi, mens Aanderne suse!
Christus igjen er stedt for Dom!
Vil de ham atter korsfæste,
maatte vi da, med et frigjort Rom,
Alle Jerusalem gjæste!
spørge om Verdens Roes kun lidt,
blive af Sjæl og Hjerte Et,
elske vor Gud og vor Næste!
Herre, vi veed, Du er ombord —
selv Du os Stormen bebuder!
læg Du din Haand paa Skibets Ror,
hvergang det hyler og tuder!
Øv os i Paulus’ Sømandskab,
lær os at regne Alt for Tab —
faldt vi til fremmede Guder!