Jeg veed en Bog, som vil og kan
staa forrest mellem Skrifter,
hvor Høvdingen fra Nilens Strand
med Drot, Profet og Haandværksmand
den samme Griffel skifter —
hvor Tusind-Aar gaa Haand i Haand,
omvundne med et helligt Baand,
som ingentid vil briste —
en Billedverden rig og reen,
hvor Alt dog kredser kun om Een,
den første og den sidste!
Jeg veed en Skov paa Isra’ls Grund,
hvor Herrens Aande hvisker;
hvor Cedrene fra Fjeldets Bund,
hvor Jordans Tamarisker
sig flette til en Tempelhal
med Orgelbrus om Synd og Fald,
med Naadens Fugletone!
hvor der er nok af Løv og Læ,
men hvor dog Korsets tørre Træ
har allerfejrest Krone!
Jeg veed en hellig Visdoms Hav
med Røde-Havets Under:
for Barnets Sko en Strand saa lav,
og dog saa dyb en Bølgegrav,
hvor ingen Tanke bunder!
som strømmer paa sin egen Viis
fra Paradis til Paradis,
med meer end Guld i Bunden —
som bruser i sin Bølgegang
med »Mose’s Sang og Lammets Sang«,
og stiller Hjerte-Vunden.
— Den Lysets, Naadens, Trøstens Bog,
den Konge-Ørn blandt Skrifter,
den fløj paa hundred Folkesprog
mod Nordens isbelagte Vaag,
og did hvor Palmen vifter —
men at saa vide den sig svang
paa Modersmaalets Vingefang,
skjøndt længe stænget inde
see det var Morten Luthers Værk,
han brød dens Kloster-Lænke stærk —
nu Ingen skal den binde!
Tak, Fader, for dit Sandhedsord,
det Jesu Ørken-Værge!
Fra Luthers Læber blankt det foer,
og »Aandens Sværd« i Troens Gjord
gjør Kæmper end af Dværge!
Ja, drages det, saa flammer det,
»den gamle Fjende« rammer det,
de nye Fjender vilde —
o lad din Aand bevinge det!
o lær os Smaa at svinge det,
til Hjertet bliver stille!