Brødre mellem tvende Have,
tvende Folk og tvende Sprog,
Tak, at I paa vore Grave
trofast plante Dannebrog!
Selv naar Tornen stinged hvast,
holdt I Mindets Rose fast!
Ak vi veed, til Værn og Dæmning
mod et vældigt Verdenshav
hører meer end Sang og Stemning:
Steen paa Steen fra Bunden af!
faste Viljers Ankerspænd!
stærke Kvinder, stærke Mænd!
Bryd af Modersmaalets gamle,
skjære Marmor Blok ved Blok!
Bøn og Kjærlighed dem samle —
saadant Murværk holder nok:
Havets vrede Bølgekast
gjør det dobbelt blankt og fast.
Rister ind i Stenens Aarer
Sagns og Sagas Runebaand!
Vier det med Savnets Taarer
til et Værk af Liv og Aand!
Signe Gud den Dæmning god,
saa den staar mod Storm og Flod!
For hvert Hanefjed den viger,
faaer I Svar med Angest-Raab!
for hvert Tommemaal den stiger,
stiger Danmarks bedste Haab!
Tak hver liden Arbejdsbi —
I er Danmarks Formur, I!