Aand og Legem er et Spand,
som maa begge dygtig øves,
før paa Livets glatte Vand
de for Slæderne skal prøves!
Gik en Stund de som paa Græs,
begge to de maa i Sele;
begge skal jo Møjen dele,
gjælder det de tunge Læs.
Spænd din Muskel under Sang,
mens endnu Du kan Dig sole!
Rul Dig i den grønne Vang,
mens endnu Du hedder Fole!
Træk paa Aaren! Sæt i Spring,
spændstig selv som Flyve-Boldten!
Lad kun Træet føle Volten!
Skriv paa Isen Navne-Sving!
Hold i Ave Kjød og Blod,
at de Magten ej skal tage —
Lysten med sit vilde Mod
helst paa egen Haand vil jage!
Tæm den, til den lystrer flink,
til din Falk Du har paa Haanden,
til Du drives kun af Aanden
som af Fader-Øjets Blink!
Sygne skal da Slægten ej —
men din Barndoms gode Engel
skal med hvide Lilje-Stængel
lyse Ynglingen paa Vej!
Trods hver Stormvind kold og barsk,
trods de Suk hvoraf vi tynges,
skal vort gamle Land forynges
ved en Ungdom sund og karsk!