II. Ved J. Börjessons og V. Bartholins Bryllup.
Maj 1873
Maj 1873
Udi Roma, i sit Studie
Herr Börjesson
stod i Skaber-Ro:
En »Sjöjungfru« nys var sprunget
fra hans Kunstnerhaand,
— Nej, der var nok to!
Tiberstrømmens Leer var deres Moderskjød,
hver var nok saa fager, hver var nok saa sød,
ak, ak, ak, men saa hjerteløs,
»Sjöjungfru«-Slægten, den er maliciøs!
Og han længtes, længtes, vidste
selv ej efter hvad,
skjøndt han spiste bra;
det var ikke Vin, og det var
heller ikke Mad,
— o hvad var det da?
Til en skjønne Dag der indad Døren treen
endnu en Skjønjomfru, dennegang kun een;
strax, strax, strax Skjæl fra Øjet faldt:
her var en »Jungfru« uden sjø og salt!
Øjet var et Kul, der tænder,
og den lille Haand
trykked hans saa blødt,
om det mørke Haar sig slynged
smukt et Silkebaand,
et ceriserødt;
Steen var ikke hun, og da han bød sin Arm,
klapped Hjertet højt i Vittes unge Barm:
Ja, Ja, Ja! ham sit Ja hun gav,
højt raabte Hjertet: Jeg er Skandinav!
Sødt de sværmed, snart fra Ingers
levs og Michalas
vinkende Altan,
snart i Maanskin, snart vel ogsaa
ved et lille Glas
uden Kildevand.
Vel de maatte skilles, drage Savnets Læs;
men de mødtes snart, og Børje kom paa Græs
her, her, her, — her, paa Nielstrups Vang,
Dagene fløj med Solskin og med Sang.
Nu da Skoven pranger i sit
lysegrønne Skrud
om det gamle Hjem,
nu staar Børje Brudgom og hans
lille Vitte Brud, —
Foraar følge dem!
Skjørt er Lykkens Leer, men Troskab stærk og øm,
den skal marmormejsle Kjærlighedens Drøm!
Raab, raab, raab, hver som raabe kan:
Højt leve Vitte, højt »Herr Vittemand«!