I. Ved C. R. Nybloms og H. Roeds Bryllup
Septbr. 1864
Septbr. 1864
Hist i Velsklands skjønne Dale,
hvor hveranden Steen kan tale,
og hvor Folk forstaar at male,
planted han sin Pennefjer.
Men, naar først man er forvelsket,
bliver Hjertet let rebelsket
og Personen heelt forelsket,
og saa ender det som her.
Ingen Snaps hos Oldtids Aander,
ikke hundrede Madonner
stilled Hjertets skjulte Vaander:
hans Madonna var alt hun!
Selv i vico gallinaccio,
hvor han væded sin mustaccio,
fløj hans Længsel con un baccio
til Helene hver en Stund.
Men ved hendes hulde Side
rinde Timerne saa blide,
han kan gaa, hvor Andre ride,
han er lutter Sang og Smil!
Ja han sætter op i Trav o!
højt tilvejrs paa monte Cavo,
og veltalende som Bravo
styrer han sit Lunes Pil.
Og man siger, han skal skylde
Tiburs mægtige Sibylle
denne Kunst til at fortrylle,
som saa snildt han øvet har;
der nok mødtes deres Blikke, —
skjøndt forvist man veed det ikke;
men man veed til Punkt og Prikke:
her i Soer de blev et Par.
Nu er Alting paa det Rene,
snart han over Stok og Stene,
flyver bort med sin Helene,
tænder Arnens lyse Baal;
dog idag vi ej vil kriges,
men med Røveren forliges,
saa i Sorø det kan siges
vi har drukket deres Skaal!