Christian Richardt (1831–92)

For Mariekirkens Alter,

for det høje Tabernakel,

knæler ydmygt Broder Martin

i sin grove, brune Kutte.

Haanden støtter han mod Gittret,

sunket hen i dybe Tanker;

og han mærker ej den vimse

Lampetænders lette Fodtrin,

som med Oliekanden tripper

fra Madonna til Madonna, —

thi hans Bøn er varm og brændende,

og hans Lampe har sin Olie;

og han mærker ej den unge,

fine, fløjelsklædte Kunstner,

som med Blik mod Korets Hvælving

snart med Vennesmil betragter

Pinturicchios fromme Tavler,

snart med kyndigt Øje maaler

Buen her og Buen hist,

og i Fantasien bygger

baade Altre og Kapeller,

smykker dem med snehvidt Marmor,

blommer dem med Guld og Farver,

og i ranke Søjlers Skygge

planter et udødeligt Billed, —

Nej, han mærker ej de Andre,

Munken i den brune Kutte,

thi hans Tanke bygger ogsaa

baade Altre og Kapeller:

Altre, hvor der ikte læses

femten Messer i Kvarteret,

Kirker uden hundred Lamper,

men med hellig Alterlue!

Klokken ringede til Ave;

Folk begyndte ind at strømme

for at høre Solfaldsmessen,

Maleren var ved at vandre.

Men det var, som Munkens Aasyn —

dette Viljestræk om Læben,

denne Mund, der i sin Taushed

om Veltalenhed gav Løfte,

dette Øje, dybt og ærligt

som en Fjeldsø i sin Hvile, —

fængsled ham med sælsom Styrke

lig en Mønt af sjeldent Præg;

nok, han vented Messen over,

og da Augustinermunken

tog sin Vej til Piniehøjen,

var han snart sin Munk paa Siden.

See, dér staa de hos hinanden,

hver med Aandens Glimt i Øjet,

begge just paa Vej fra Yngling

til den unge, stærke Manddom, —

dog som Egen hos en Laure:

hvad der knortes hos den Ene,

har den Anden slankt og blødt;

og for Munkens korte Haarkrans,

bølger der om Malerens

aabne Hals et Fald af Lokker

i en fast jomfruelig Fylde,

med en Lød af dunkel Bronce;

han er skjøn, og veed det ogsaa.

Tause staa de hos hinanden,

tabt’ i Aftnens stille Skue,

til vor Kunstner varmt udbryder:

»Dejligt, dejligt — see hvor Pinien

tegner sig med fine Duske

paa den safrangyldne Guldgrund

som paa gamle Mosaiker!

Broder, see, bag Klostertaget

rødme nu de hvide Skyer,

mens det blanke Guldhjul bæver

over Vatikanets Tinde, —

saadan skal en Glorie males!«

Og han vender sig til Munken,

halv fortabt endnu i Skuet:

»O hvor Livet dog er herligt,

lyst og skjønt som disse Farver!

Jeg skal male mangen Glorie,

før jeg lægger ned min Pensel, —

Kunstens Sol gaar aldrig ned!«

Men den stille Munk ved Siden,

med det aabne fromme Aasyn,

smiler mod den unge Maler:

Broder! om det nu er Døden,

som i Guldkarreten kommer, —

Solen er en sælsom Fælle,

smiler lige glad til Alle

og forgylder tidt en Baare!

Tænk, om just i denne Aften

Livets Sol gik ned for Eder,

var I da istand at slippe

flux det Arbejd I begyndte,

var I da istand at træde

frit for Herrens hellige Trone?

— »Døden, Broder, altid Døden!

I er selv en sælsom Fælle,

ligner ingen af de andre

gode, glade, fede Fædre, —

man kan mærke, I er fremmed,

om ej Maalet Eder røbed.

Her i Rom er Munkecellen

ret selskabelig, maa I vide, —

om en Aften I vil komme

i min Bolig, skal I finde

meer end een ærværdig Fader,

som heel godt kan kjende Forskjel

paa Fraskati og Falerner —«

Ven! imorgen skal jeg rejse

hjem til mine tydske Bjerge,

bort fra denne Løgnerede,

bort fra disse slebne Tunger,

bort fra disse kolde Hjerter!

»Tys, I taler noget dristigt —

Om I havde Sans for Kunsten,

talte I ej slet saa haanligt

om det Rom, som I forlader!

Kunsten selv er en Madonna,

den jomfruelige Moder

til de tusind Gudebørn!«

Kunst og Kunster — Djævlekunster!

Kjende Christus, det er Kunsten!

Kunsten kan en Engel være,

en af dem i Jakobsdrømmen,

dog er Kunsten tidt og ofte

kun en stakkels falden Engel,

og, Herr Maler, meer end ofte

Kunstneren en falden Mand!

Har jeg ikke seet i Klostre

Billeder, som burde brændes,

engleskjønne Helgeninder,

som gjør Munkene til Djævle,

Afgudsbilleder tilhobe!

Og, om I gaar hen og maler

mig en Venus til min Celle

som en Hedning eller Tyrk, —

saa, jo bedre hun er malet,

desto bedre skal hun brændes!

»I er nok et Stykke Pave,

lyser Ban og tænder Baalet!

Gode, fromme, Billedstormer, —

mine Værker naa’r I ikke!

Jeg har malet nys et Billed,

som vil leve tusind Somre!«

Hvad er I om tusind Somre?

bryder Munken ud med Varme.

Jeg vil tage Jer paa Ordet,

tro’, I er en sjelden Kunstner,

En som Mester Lukas hjemme, —

har I faaet sjeldne Gaver,

har I og et sjeldent Ansvar, —

men hvad Sjeldent I saa maler,

hvad er I om tusind Somre?

Kun en skjønne Ormesæk!

Og med hvert et Ord han taler,

taler han sig mere hidsig;

og mens ud han slaar med Haanden,

mærker han aldeles ikke,

at hans Følgesvend er borte;

alt paa Skraaningen af Højen

staar han hos sin Hjertenskjære —

sender kun et let »Paa Gjensyn!«

op til ham, som sagte brummer:

Kunst og Kunster — Djævlekunster!

Med sin Tværsæk over Nakken

eensom Augustiner-Munken

vandrer gjennem Folkeporten

næste Morgen, hjemad, nordpaa;

og de lange Vingaardsmure,

lange som en kjedsom Time,

ham til Overflod fortælle:

lang er Vejen, han har for sig.

Men det er, som om han ryster

Støvet glad af sine Fødder

ved de første Skridt han gjør,

og han vender sig mod Staden,

fæster sidste Gang sit Øje

mod det evig stolte Roma,

og som frigjort for en Byrde

bryder han heel muntert ud:

Ej for hundredtusind Gylden

det Besøg jeg vilde miste!

Som en Daare er jeg kommet,

altid klogere jeg vandrer.

Tro og Hellighed og Reenhed,

hvad jeg søgte, var der ikke;

men jeg fandt, hvad ej jeg søgte,

og jeg fandt igjen mig selv.

Er her nok af Vingaardshaver,

her er fleer af Achabs Frænder!

Var her nok af skjønne Kirker,

her var fleer af skjønne Skjøger!

Store Skjøge, Du som koger

Dig din feberrøde Sminke

af Martyrers rene Blod,

og med Messesærkens Hvidhed

hyller til din Skam og Skændsel,

det var vel, jeg fik Dig skue!

For mit Folk og for Alverden

skal jeg male Dig saa ærligt,

saa Du Ingen meer skal fange!

Ej! det kunde være artigt

at faae malet »Sancta Roma«

med et Afladsbrev i Haanden,

og hængt op paa Kirkedøren

vort unge Wittenberg!

Havde jeg nu ham, min Kunstner

fra iaftes — I det Samme

kom en Kardinals-Karosse

rullende med Brask og Bram.

Nu Farvel, I høje Herrer

med de røde Silkestrømper, —

I har Storkebeen med Rette,

I, som storker i en Sump!

Vognen holdt, og op sprang Døren;

ej dog for en Kardinalshat,

for en lille Fløjls Barret, —

for en fin og livfuld Yngling,

netop ham fra Piniehøjen.

»Jo, jeg tænkte nok vi mødtes,

og jeg lovet har mig selv,

at I skulde see min Mappe,

inden I saa rask os dømte

Her i Pavens lille Villa

har jeg Noget at ta’e vare, —

følg nu med et Øjeblik,

— Pave Giulio er der ikke!«

Og i Spøg men som med Vold

trak han Munken ved hans Ærme

gjennem Portens aabne Bue

til en sval og venlig Hytte

under Broncetag og Steeneg,

mens hans Tjener bragte Mappen.

»Hist hvor Vindvet halvt er dækket,

der har jeg min Klostercelle!

Seer I, her i mine Skizzer

hvile fredsomt hos hinanden

Filosofer og Apostler,

Helgener og skjønne Muser!

og jeg tilstaar, i mit Hjerte

kan det være de forliges

just saa godt som her i Mappen, —

Alt maa Kunsten kunne male!

See dog al den Skjønhed om os

i det Smaa som i det Store!

Ja i Barnet dér som leger, —

og i Fuglen her paa Grenen, —

og i Bjerget hist som blaaner!

Lad det være brudte Straaler

af en anden Skjønhedsverden,

af det Sandes og det Godes, —

og lad atter denne være

som en Afglans af Guds Trone,

— sig, er det ej værdt at gribe

Glimt af denne Skjønhedsfylde,

fængsle den i Form og Farver

Thi som Sjælen til sit Legem

er i Legemhed den bundet.

Og see dér er Kunstens Løndom!

Har ej Læben sine Skrifttegn

snart for Trods og snart for Bønner,

og hos alle Folk de samme?

Og hvad Sjæl et Øje gjemmer,

tolker den sig ej i Linjer?

Sænk et Gran blot Brynets Bue,

drag blot Stregen lidt tilhøjre,

vid en Smule Øjets Ramme, —

Øjet er ej meer det samme!

Mangt at skue! Mangt at lære, —

men til Kunstner er jeg baaret!

Ja, om jeg var lænkebundet

som Prometheus til en Klippe, —

o jeg vilde med min Lænke

ridse Billeder i Klippen!

— I kan læse, I kan tale,

I kan messe, — jeg maa male!«

Munken sad i taus Forundring;

der kom Lysblink i hans Øje.

»Jeg har fat i disse Dage«

blev den unge Maler ved

»i de Gamle fra Athenen, —

Aristoteles og Plato,

Archimedes og de Andre

vil jeg stævne til et Møde,

som man ikke før har seet.

Helst jeg tog Jer med som Fange,

tvang Jer til i Vatikanet

at studere ret mit Billed, —

nu maa Naade gaa for Ret:

I skal nøjes med min Tegning!«

Ej, det kalder jeg at tegne!

Hillemænd, saa det er Plato,

han med Skjægget? »Ja den Ældre,

Skaldepanden dér med Bogen!

Aristoteles den Anden,

med sin Ethica i Favnen!«

Visselig, de Tvillingbrødre

skal man lede længe efter, —

naa saa de seer saadan ud!

Mester Plato maa jeg lide;

og den Anden er en Stormand,

skjøndt han tidt har kruset Hov’det

paa saamangen højlærd Doktor,

ikke mindst hos os derhjemme!

— Hvem er han, der staar og maaler

med sin Passer? Nej, hvor ivrigt

de betragte hvad han tegner!

»Archimedes har jeg tænkt mig!«

Ja, javist! Ja de kan tænke,

hitte ud og spekulere,

disse gamle Visdomsugler, —

men det ligner mig en Kirke,

deres Samlingssted — »En Forhal!«

Det var ret, — i Vaabenhuset,

der kan de faae Lov at mødes,

længer komme de dog ikke!

Om Vorherre og hans Naade

veed dog meer end som de Alle

hver en Pog i Christentøjet, —

men, forstaar sig, kom vi Andre

op med dem at disputere,

trak vi sagtens kortest Straa.

Saa tog Maleren til Orde,

mens han leged med sin Kulstift:

»Vandrer jeg i Akademos’

vidtberømte Laurbærlunde,

hvor det drypped ned med Visdom

som med Honning fra Hymettos,

er jeg selv en god Hellener,

sætter mig som ydmyg Lærling

ved de store Vismænds Fødder, —

skatter I dem ikke selv?«

Om jeg gjør? det gjør vi Alle, —

har vi ej i vore Dage

seet med Undren friske Strømme

vælde op af Oldtids Grave, —

de kan lære os at spørge!

vi kan lære dem at svare,

troer jeg nok — men som jeg sagde,

giv dem Plads i Vaabenhuset

(bruge Vaaben, det forstaar de) —

slip dem ikke ind i Kirken,

de er komne altfor langt!

Munken taug i dybe Tanker.

— Sig mig, siden i Athenen

I er bleven saa bevandret,

fik I aldrig midt i Sværmen

af de kloge Filosofer

Øje paa en egen Taler,

Haandværksmand og dog saa vældig,

jævn og dog saa kæmpestor?

»Sokrates?« Nej Paulus, Kjære!

Stod ej han paa samme Tærskel

som Demosthenes og Plato?

har hans Ord ej faaet Ekko

fra de samme Tempelbuer, —

glem ej ham, sæt ham ved Siden,

midt i Kirken under Korset!

han var ogsaa i Athen!

»Paulus!« udbrød mildt den Anden,

»det var dengang, da han talte

om den ubekjendte Guddom,

hist paa Areopagus, —

Nej ved Siden skal han ikke!

Men jeg seer det Hele for mig:

Templer, Støtter rundtomkring ham,

og om Stenen end kan tale,

de skal tie, han skal tale!

— O jeg saae engang i Florents

en Sankt Paulus — og tilvisse

nu, i Glans af Eders Øje

lever Paulus op igjen;

aldrig før saa klart jeg saae ham!

Ja mod Templet skal han strække

sine Arme — nej mod Himlen!

— Tøv et Lidet, blad i Mappen, —

hist paa Bordet findes flere!«

Og som Phoebus efter Lyren,

greb han efter Skizzebogen,

gav sig ivrigt til at tegne;

medens Munken snart var opfyldt

af de mange, skjønne Blade:

her de hellige tre Konger!

her Madonna! og Madonna!

her en herlig Sankt Georg, —

Hvor de røre sig og leve!

See Johannes dér med Fuglen,

som den kjære Jesus klapper, —

ak det er en liden Finke,

en af dem, der kvidred lystig

i de Eisenachske Skove —

hvilken Uskyld! hvilken Højhed!

Og see her, hvor allerkjærest!

disse store fromme Øjne,

og hvor ømt hun kjæler for ham!

Ja, de Vælske, maa jeg sige,

de forstaa tilgavns at male, —

Saadant har vi ej derhjemme!

»Dér! dér har I Eders Paulus!«

afbrød Tegneren sin Gjenbo,

og skød Bladet hen foran ham.

Munken greb i Hast Papiret,

og han saae og saae og taug.

»Naa, hvad siger i om Skizzen?«

spurgte glødende den Anden.

Hvad begjærer I dog af mig!

At jeg tier, det maa vidne,

at Sankt Paulus taler, taler.

Ja han raaber i mit Øre,

saa jeg intet Andet sanser:

»Den Retfærdige skal leve,

den Retfærdige af Troen!«

Ak hvor ofte har jeg plaget

dog mig selv med disse tusind

dumme »gode Gjerninger!«

pidsket mig tilblods med Svøben,

sultet mig og nattevaaget!

Var jeg ikke med derinde,

med at kysse Helgenaltre,

med at narres, med at slæbe

mig paa Knæ ad Helligtrappen, —

lutter Tant og Abespil!

Tak for dette korte Møde,

Tak for Eders Blyants-Præd’ken!

Sandt at sige, fik jeg jævnlig

Lyst at rive overende

alle disse Helgenstøtter,

alle disse malte Syndere,

som fra Christus tage Æren!

Ære være Sankt Franciscus,

Sankt Hubertus og de andre, —

men om de med ham vil kappes,

ej da vorde de kun Straamænd,

værdige at stikkes til!

Selv vor helligste Madonna

skjærer stundum mig i Øjet, —

men jeg troer, I har kureret

mig for slige vilde Anslag!

Paulus vælted ingen Støtter,

brændte ingen Billeder.

Glorien bør vi svide af dem,

Afgudsglansen skal de miste. —

Bøje Knæ for Sol og Maane

vil vi ej; men heller ikke

rive Stjernerne af Himlen!

Kunstens Stjerner, lad dem blinke,

lyse, funkle, fryde Øjet —

muligvis de kunne vise

Konger Vej til Bethlehem!

Ja, hvor mægtigt Kunsten spejler,

hvad med Ordet svagt vi male,

det har denne Time lært mig.

Derfor Tak, og Gud befalet!

— Glem blot ej at Kunst og Haandværk,

Syl og Fil og Pen og Pensel,

Alt er Herren lige kraftigt,

naar vi efter Kald og Evne

bruge godt hans gode Gaver.

Kunst er Kunst; men det er Kunsten,

Alt at øve til Guds Ære!

Snak ej op om »tusind Somre«,

sy ej ind som Skrædderhelten,

saa det glor fra Bryst og Bælte:

»Her er jeg, den store Kunstner!«

Bed en lille Bøn som saa:

Tak, min gode Gud og Skaber,

at Du gav mig Skaberevne,

Tak for dette skjønne Billed,

giv at det maa glæde Mange!

— Tilgiv nu min lange Praten;

jeg er Tydsker, jeg vil gjerne

Folk saa smaat hovmesterere, —

men jeg selv gaar med i Kjøbet!

Sig mig nu Jert Navn til Afsked,

i Viterbo skal jeg mødes

med min gamle Klosterfælle, —

det er høje Tid at vandre!

-»Rafael Santi!« — Ej bevares,

Rafaello — ham, Prioren

ligned næsten ved en Konge!

Da er vi nok Aarsbørn sammen, —

og I hædrer Fødselsaaret!

— Nu Guds Fred, min sjeldne Mester!

Gid vi atter maatte mødes,

naar Vorherre i sin Naade

bænker os etsteds i Krogen

i sin store Bryllupsgaard!

Posen kom igjen paa Ryggen.

»Ja«, brød Rafael ud, »paa Gjensyn

tømme vi et Afskedsbæger, —

her er Vin fra Pavens Kjælder!

Ogsaa jeg har lært hos Eder,

faaet mægtig Lyst at fængsle

paa mit Lærred Eders Aasyn, —

dog end meer de høje Scener,

som Apostelbogen maler

paa en broget Verdens Baggrund, —

puste Liv i disse Syner,

fylde dem med hellig Alvor!

Tak for denne Glød fra Altret,

snart i Blik og snart i Tale, —

I kan lære Folk at male!

Føre Penslen kan I ikke;

men at baade Haand og Øje

maa med Hjertet slutte Forbund,

og med Ydmygheden med,

naar vi Kunstnere vil gribe

om det Hellige og Høje, —

tro mig, dér det kunde være,

I var Mand for mig at lære!«

Kun et Haandslag; og den unge

Broder Martin med sin Tværsæk

var vor Kunstner halvt af Syne;

snart han stod ved Ponte Molle.

Her, hvor Constantin den Store

førte første Gang i Verden

Korsets Banner mod sin Fjende

lig en Trolddoms-Amulet, —

stod nu han, den unge stærke

Troens Mand og Korsets Kæmpe;

bad, som han forstod at bede,

kort og fyndigt: Herre, hjælp mig!

Og naar Djævlen spænder Bue

og vil mig tillivs for Alvor,

raab mig som idag i Øret:

»Den Retfærdige af Troen,

han skal leve, han skal frelses!«

Frejdig maaler ham Campagnen;

men da Vejen ved en Drejning

end ham viser i det Fjerne

Roms forgyldte Kors og Tinder,

nikker han til Afsked did:

Kors! Ja her er Kors i Mængde,

selv i Stakkene paa Marken, —

Udhængsskilter paa en Vare,

som i Boden ikke findes,

Skilter nok paa Christendom!

Men I Billeder, Romas Stolthed,

I fra Rafaellos Pensel, —

I skal være med at præd’ke

Paulus ind i Tidens Mørke!