Her er saa frisk paa Skrænten
af Gjorslev Bøgeskov,
hvor hvide Maager kredse
om deres vaade Rov!
Den høje, ranke Strandbøg
af Graner hegnet ind —
og saa kun Hav og Himmel,
og saltmættet Vind!
Jeg mindes, da det stormed
ved Allehelgens Tid,
da Østersøen vælted
sin Bølge gram og hvid;
da Havet som en Løve
med Fraaden om sit Gab
dybt bored ind i Skrænten
sin grumme Rovdyrs-Labb!
Saamangen hvidgraa Stamme
laa knækket som en Vaand,
ret som de faldne Søjler,
der kredse Parthenon —
med Kronen halvt nedgravet
i Sand og Steen og Støv,
med Tang og Muslingskaller
mellem det brune Løv.
Men nu har Tiden læget
hvad Havet har forbrudt,
og Millioner Solblink
i Voverne slaa Smut;
og atter Skrænten knejser
med Krat og Bøgegrønt —
røde Sejl derude —
Alt frisk og underskjønt!
Hvad volder vel den Friskhed,
som trodser lac Leman?
Er Alpesøens Bredning
for Øjet mere trang?
Tidt skjule sig dens Bjerge
som Svenske-Kysten her —
dog kommer ej i Friskhed
den Øresundet nær!
Jeg troer: det Pust af Frihed,
som kun en Hav-Arm har,
at det er Verdenshavet,
som denne Fure skar!
Gik jeg ombord i Skuden,
der styrer hist mod Nord —
kunde jeg frit omsejle
den hele runde Jord!
— Du Havets stærke Aande,
omsus min bange Sjæl,
naar Tanken stænges inde
af Gravens mørke Fjæl!
Sig mig, mit Liv hernede
med al dets Vee og Lyst,
er Evighedens Hav-Arm
med Vej fra Kyst til Kyst!