Dér har vi Diligencen! med Bjælder og Smæld
den holder for Hôtellets Façade;
Kellner og Værtinde, Portier og Mamsel
stiller i en Fart til Parade.
Ned voltigere baade Lady og Lord,
saa hvide som Meel, midt i Gedernes Hjord,
der spærre baade Fortov og Gade.
Og Post-Hesten vandrer sin behageligste Tur,
mod Stentrugets Kildespring den higer;
og Post-Karlen stiller paa sit hastende Uhr,
og sladrer med de vaskende Piger;
og Post-Mestren kigger i det nyeste Blad,
kun Post-Pigen sidder, hvor hun hele Tiden sad,
og ikke fra Kontor-Stolen viger.
Dér sad hun ved Morgen, dér sidder hun ved Kveld,
mens Kukker-Uhret dikker og dikker,
og mens Telegrafen til de Rejsendes Held
knitrende sin Baandstrimmel prikker;
med Flid hun dechiffrerer det luftige Spind,
med Flid hun skriver Rejsegodset ud eller ind,
og døjer baade Finter og Flikker.
De Fremmede de komme i Tusindevis,
for at see, hvordan Alperoser gløde; —
hun selv har kun Udsigt til en Ged og en Gris,
og til Gjenbovindvets Nelliker røde!
De Fremmede de stige mod Fjeldskovens Duft, —
hun sidder i Kontorstuens indeklemte Luft,
hun stiger — mod et Loftkammers Øde.
Og stundum, naar hun vejer de Rejsendes Gods,
den Forskjel hun vejer i sin Tanke;
da længes hun at bænkes i det lysgrønne Mos,
og skue mod de Snebræer blanke,
og sige sit Farvel til det evige Blæk,
og bytte Traadens Knitren med Larmen af en Bæk,
og Stuen med Granstammer ranke.
Ja Forskjellen — Forskjellen, vist er den stor,
mellem dem, som trælle — og som nyde!
Men mange blandt de Nydende til Fjeldlandet fo’r,
for lange Tiders Lænker at bryde!
Og mange blandt de Nydende har Livsledens Byld,
og Rejsegods af Kummer og Minder om Skyld,
som langt fra sit Bryst hun vil skyde.
Og sænked hun sit Hoved, hun løfter det igjen —
ingen af de Rejsende hun hader!
Hun ejer i sit Bryst en usvigelig Ven:
Troen paa den himmelske Fader!
Til ham kan hun rejse saa ofte som hun vil,
det styrkende Rejse-Liv blev Alle kaldte til —
smilende sit Øje hun bader.