Hvor er det frydeligt at see,
naar ranke Rosenstammer,
der skjærmedes mod Frost og Snee
i deres Granekammer,
ved Foraarstide dækkes af
og rejse sig som af en Grav,
slaa ud i Roser røde
og højt i Solen gløde.
Og mere frydeligt endnu,
naar tvende Hjerters Tanker,
der fletted sig med Elskovshu
som Slyngerosens Ranker,
ej knuges under Frostens Tryk,
ej bøjes under Stormens Ryk,
ej sygner eller splintres
men frelste overvintres.
Dog allerfrydeligst at see,
naar Hjertet stedt i Fare
dog midt i Verdens Fygesnee
kan Tro og Haab bevare!
naar intet af det Liv gaar ud,
som lagdes i vort Bryst af Gud,
saa Sjælens Blomsterblade
ej Ormene skal made.
Men frygter Du, at Frostens Tand
det Blomsterliv skal stjæle,
frygt ej — thi Ingen dog som Han
kan overvintre Sjæle!
Med Julegrønt han skjøtter os,
med Kraftens Ord han støtter os,
og dybt i Hjertets Mulde
han varer os for Kulde.
Maaskee Han til sin Roses Røgt
maa bruge Tjørnekviste —
hav ej for Tornekronen Frygt,
han vil kun ej Dig miste!
Sidst over Gravens Vintervand
hans højre Haand os lodser,
og planter saa i Livets Land
de dyre, frelste Roser!