Christian Richardt (1831–92)

Paa mægtige Vinger mod Norden det gaaer,

Og det er en Reise fra Vaar og til Vaar:

Fra Bøgenes Skjærm, fra Konvallernes Flok,

Til Birken, den Jomfru med flagrende Lok.

Hidhen, hvor med Haabet vi styrede kjækt:

Fra Slægt og fra Venner til Venner og Slægt

Fra Hverdagens taagede, tyngede Gang

Til Flugt over Fjeldet, til Solskin og Sang!

Vor Bog lod vi ligge, men Uglen er med,

Hun følger Studenten fra Sted og til Sted!

Og med os er Musernes venlige Krands,

Thi vi er Studenter tillands og tilvands.

Saa bær os o »Hekla« fra Kyst og til Kyst:

Hin Ild det er Ungdommens Længsel og Lyst,

Hin Lava de Toner, der rulle mod Land,

De fostre Kjærminder paa fremmede Strand.

Og Tonen er Tankens bevingede Tolk,

Og Tanken er Hilsen fra Folk og til Folk,

Og Hilsen er Pantet paa Brødrenes Pagt,

Og Pagten er Fremtidens sikkreste Vagt!

Om Gud giver Lykke, da brister det ei,

Da grønnes for Norden den feireste Mai:

Ja Gud give Lykke, saa fremad det gaaer

For Bøgen og Birken til lysere Vaar!