Vi er et lystigt Folkefærd
Fra alle Verdens Kanter;
Vort Rige er saa noget nær
Et Bjerg af Folianter;
Men Ungdom gav os Indfødsret
Hvor Lykken slaaer sin Vinge,
Og hvor Druen voxer tæt,
Der samles vi paa Thinge.
En Verden, spændt i Snørebaand,
Os passer ikke ganske;
Der faaer man ingen Vennehaand,
Men kun en Vennehandske;
Der dyrker man en Poesi,
Som skjæres paa Maskine;
Kjærnen mangler indeni,
Og Hakkelsen er det Fine.
En Verden, hvor man ei kan see
For lutter Pengekister;
Den er et Ideal maaskee,
Men kun for en Filister;
Der brænder man Kamphin og Gas,
Men hvor er Solen henne!
Engen er kun Blegeplads,
Og Skoven er kun Brænde.
Men vi har Tro paa Solens Glands,
Naar blot vi see lidt Skygge,
Og vi tør trøstig binde Krands,
Før vi kan Huset bygge.
Om Verden var et Hav af Graad,
Sang vi dog glade Sange:
Haabet er en spinkel Baad,
Men den kan rumme Mange!