Nordens Eenhed
(1852.)
(1852.)
Udbrændt er Bannernes blodige Flamme,
Hilsen er Blusset paa Fjeldenes Kamme,
Nu bryder Luren kun Hjordenes Fred;
Broen er lagt, men skal Buerne stande
Trygge mod Stormflodens truende Vande,
See da maa Folkene selv bygge med.
Først maa den Tanke som Skjaldene svøbte,
Tanken som Ungdommens Ypperste døbte,
Huses af Bonden som kjærkommen Gjæst;
Høit op paa Sætren og dybt ned i Dale
Sangen maa flagre fra Høiskolens Sale,
Saa kan vi slutte vor nordiske Fest.
Saa kan vi synge et Stev med hverandre,
Saa kan med Brødrene sammen vi vandre
Trøstig til Valen fra Tvedragtens Tid,
Op over Høien, hvor Stenene tynge,
Ned under Klinten, hvor Bølgerne synge
Drapet om Heltenes blodige Strid.
Sprænges maae Fordommes steenhaarde Vægge,
Førend de Strømme, som bære vor Snekke,
Frit kan i Folkenes Dyb flyde ned;
Sænkes maa Snekken fra Vandene høie
Trin efter Trin som ved Troldhættens Fløie,
— Da har vi vundet vort Maal og vort Med.