Du letteste, luftigste Rum,
mit Øje har seet;
et Hvalv som et bølgende Skum,
forstenet med Eet!
Hvi tramped Erobrerens Hest
dit Alter i Grus?
Hvi fejed en fygende Blæst
hvert Kors af dit Hus?
Ak, Læben var lammet og stum,
kun Hadet var hedt!
og Troen et oppustet Skum,
forstenet med Eet.
Men Tiden skal dages engang,
ja gryer i det Graa;
da atter en christelig Sang
mod Hvalvet skal slaa:
Ja rulle som Snee fra et Fjeld
mod Muhameds Land,
og fylde med levende Væld
den fordums Vulkan.
Thi dertil fik Sokrates’ Folk
nyt Mæle og Røst,
at det skulde tjene som Tolk
mellem Vest og Øst.
— Naar Paulus faar Ordet paany
For Hellenernes Thing,
Aja Sophia, da brister
din Halvmaanering!