Nu drysser det med fine Dun,
og Luften er saa lind og lun,
og Kabelejen skinner;
Kastanien har sin Blomstertop,
selv Asken graa er vaagnet op,
og Kransens Sløjfe binder!
Hver Gyde har sin grønne Bræm,
hver Grøftevold sit Skyggegjem
af hele Bregne-Bylter;
og i det sorte Mosekjær
er baade El og Stork ifærd
med Øvelser paa Stylter.
I Frembrud staar den hvide Tjørn,
Snedronningen blandt Skovens Børn,
og de Konvaller søde;
og Hybenrosens Torneskaft
sig fylder med saa mild en Kraft
til Væld af Morgenrøde.
Frugthaven er i Hvidt og Rødt,
og Græssets Tæppe ligger strøet
med Æbleblomster favre;
Syren og Guldregn favnes tyst,
mens Vin og Vedbend har en Dyst,
om hvem der bedst kan klavre.
Og nu er Frøen heel komplet,
den gi’er sit Kvæk, og gjør sit Sæt,
emancipért fra Halen;
og Dagen er saa dejlig lang,
og Luften fuld af Sol og Sang
fra Lærken ned til Svalen.
Ja med hver Blomst, hvert Blad, hvert Straa
er Somren ved at banke paa,
og melde os sit Komme —
Du underskjønne Foraarstid,
saa løfterig, saa elskovsblid,
hvor Du er hastig omme!