Fest-Cantate
(Ved P. Heises Bortreise: afsunget i Studenter-Sangforeningen.)
(Ved P. Heises Bortreise: afsunget i Studenter-Sangforeningen.)
Chor.
Lyttende Studenterflok,
I som applaudered,
Naar et lystigt Melodram
Bruste fra Klaveret,
Vær forstemt som Jert Klaveer:
Han vil ikke spille meer,
Han vil til at reise!
Tænker paa
I Russer smaa,
Hvad var I uden Heise!
Syngende Studenterflok
Med og uden Briller,
Med og uden Smørrelse,
Med og uden Triller,
Styrter Jer i Taarebad:
Han, hvis Stok I lystred glad,
Han vil til at reise!
I kan gaae
Tilnød til h —
Men ikke meer til Heise!
Melodrama.
Men Du o Ven, som lægger Sceptret ned,
Hvormed Du fægted høit i Luftens Rige,
At ingen Tonetyve skulde snige
Sig opad Melodiens lette Stige,
Og bryde Harmoniens høie Fred;
Du som vil gaae
Ad blanke Skinner
Til Byen med de store, gamle Minder:
Glem ei de smaa,
De smaa fra Ungdomstiden,
Som den kun har, som ikke fødes siden!
Naar hist en Drengestemme skarp
Ta’er flittig paa med Arbe, Mirbe, Marb,
Saa glem ei Klangen
Af Studentersangen!
Glem ei Tenorerne, de liflig summende,
Og ikke Basserne, de trolig brummende!
Glem ikke dem, som selv i feirest Vaar
Har trøstigt jublet: »Det er Efteraar!«
Solo.
I Sorø Lund
Der skal Du vandre
Ved Aftenstund,
Og lytte til
Bøgenes hviskende
Strengespil,
Og ret forstaae
Skovenes vingede
Fløiter smaa.
Paa Sorø Sø
Der skal Du gynge
Ved sivgroet Ø,
Og lytte til
Bølgernes bævende
Harpespil, —
Og ret forstaae
Havfruens Sang
Fra det dybe Blaa.
Ja Guds Natur,
Det er dog Tonernes
Aabne Buur!
Saa fang dem snildt:
Stæk ikke Vingen!
Tæm dem mildt!
Og En, To, Tre —
Er de Romancer,
Skal Du see!
Qvartet.
Og pipper eensom en fattig Fugl:
Det er Efteraar!
Er Nattergalens grønne Skjul
Kun Stormenes Orgelpibe huul,
Saa er det trist,
Men ikke hist
Hos Sorøs Organist!
Saa sidder Du luunt i panelede Stuer,
Bekrandset af hundrede Frøkner og Fruer,
Og nipper iblandt til de funklende Druer,
Og fylder Papiret med Prikker og Buer!
Og saa faaer Du Brev fra frankerende Venner,
Og jævnlig fra Folk, som Du slet ikke kjender
Og Borgeren skikker Dig slagtede Ænder!
Og Du faaer Kritiker fra agtede Hænder!
Kvad.
Thi aldrig maa Du hænge
Din Lyre hen:
Du tærer Holbergs Penge,
Husk det min Ven!
Hans Minde, det skal give
Dig Viddets Blus —
Men Du maa aldrig blive
Jeronimus!
Og skriv os saa et Sangspil,
Heel frydeligt,
Thi saadant er der Trang til,
Betydeligt!
Ja slaa kun dine Strenge
Med Klem og Fynd, —
Men slaa ei dine Drenge,
For det var Synd!