Fest-Kantate
(Ved P. Heises Bortrejse, afsunget i Studenter-Sangforeningen.)
(Ved P. Heises Bortrejse, afsunget i Studenter-Sangforeningen.)
Lyttende Studenterflok,
I som applaudered,
naar et lystigt Melodram
bruste fra Klaveret;
vær forstemt som Jert Klaveer;
han vil ikke spille meer,
han vil til at rejse!
Tænker paa
I Russer smaa,
hvad var I uden Heise!
Syngende Studenterflok
med og uden Briller,
med og uden Smørrelse,
med og uden Triller,
styrter Jer i Taarebad:
Han, hvis Stok I lystred glad,
han vil til at rejse!
I kan gaa
tilnød til h —
men ikke meer til Heise!
Melodrama.
men Du o Ven, som lægger Sceptret ned,
hvormed Du fægted højt i Luftens Rige,
at ingen Tonetyve skulde snige
sig op ad Melodiens lette Stige,
og bryde Harmoniens høje Fred:
Du som vil gaa
ad blanke Skinner
til Byen med de store, gamle Minder;
glem ej de smaa,
de smaa fra Ungdomstiden,
som den kun har, som ikke fødes siden!
Naar hist en Drengestemme skarp
ta’er flittig paa med Arbe, Mirbe, Marb,
saa glem ej Klangen
af Studentersangen!
Glem ej Tenorerne, de liflig summende,
og ikke Basserne, de trolig brummende!
Glem ikke dem, som selv i fejrest Vaar
har trøstig jublet: »Det er Efteraar!«
Solo.
I Sorø Lund
der skal Du vandre
ved Aftenstund,
og lytte til
Bøgenes hviskende
Strengespil,
og ret forstaa
Skovens vingede
Fløjter smaa.
Paa Sorø Sø
der skal Du gynge
ved sivgro’t Ø,
og lytte til
Bølgernes bævende
Harpespil,
og ret forstaa
Havfruens Sang
fra det dybe Blaa.
Ja Guds Natur,
det er dog Tonernes
aabne Bur!
Saa fang dem snildt:
Stæk ikke Vingen!
Tæm den mildt!
Og En, To, Tre —
er de Romancer,
skal Du see!
Kvartet.
Og pipper eensom en fattig Fugl:
Det er Efteraar!
Er Nattergalenes grønne Skjul
kun Stormenes Orgelpibe hul,
saa er det trist,
men ikke hist
hos Sorøs Organist!
Saa sidder Du lunt i panelede Stuer,
bekranset af hundrede Frøkner og Fruer,
og nipper iblandt til de funklende Druer,
og fylder Papiret med Prikker og Buer!
Og saa faar Du Brev fra frankerende Venner,
og jævnlig fra Folk, som Du slet ikke kjender!
Og Borgeren skikker Dig slagtede Ænder!
Og Du faar Kritiker fra agtede Hænder!
Kvad.
Thi aldrig maa Du hænge
din Lyre hen:
Du tærer Holbergs Penge,
husk det, min Ven!
Hans Minde, det skal give
Dig Viddets Blus, —
men Du maa aldrig blive
Jeronimus!
Og skriv os saa et Sangspil,
hel frydeligt,
thi saadant er der Trang til,
betydeligt!
Ja slaa kun dine Strenge
med Klem og Fynd, —
men slaa ej dine Drenge,
for det var Synd!