Christian Richardt (1831–92)

Sagnrige Bølger hilse mildt iaften

                Brødrenes Færd;

fordum de saae, hvordan vi spildte Kraften,

                Sværd imod Sværd:

Tvedragtens Pil, i Blindheds Esse hamret,

sad i vor Moders blødende Bryst;

                og i Hjertekamret

                var der saa tyst.

Nu skal hun kaste karsk den gamle Krykke,

                smile paany!

Sønnerne tre vil atter hende bygge

                fredsæle Ly:

Hallen er rejst, og endt er Sværdedansen;

men der er tomt, hvor Storken skulde bo:

                Hvo skal binde Kransen,

                Roserne sno?

Manden er haard, men Nordens fagre Kvinde

                yndig og blid!

Hun skal i Kransen Bøgeløvet binde,

                Hægblomsten hvid;

mild skal hun ind i Fruerstuen træde;

Reenhed og Ro vil følge hende næst;

                Lykkens Fugl vil bede

                selv sig til Gjæst.

Trofast i Haab vi fremad ville haste,

                Er hun os god!

Manddom og Mod er Runerne, vi kaste

                for hendes Fod;

højt i vort Banner hendes Billed flagre!

saa kan vi Sydens Storme byde Trods:

                Kvinderne de fagre

                kæmpe med os!