Efter Upsalatoget
(Sommeren 1856.)
(Sommeren 1856.)
Der gaar en Længsel fra Kyst til Kyst
med Bølgen som skiller Ven fra Ven:
En Dag jeg laa ved min Broders Bryst,
maaskee jeg aldrig seer ham igjen.
Saa fremmede var vi som Øst og Vest,
en eneste Sol, og vi skiltes igjen:
Den steg i Øster, da blev jeg hans Gjæst,
den sank i Vester, da var jeg hans Ven.
En Dag saa rig som et frugtbart Aar
vi taledes ved i vor Moders Navn,
vi taledes ved om den lyse Vaar
som Grene der mødes i Skovens Favn.
Og Spørgsmaal og Svar laa hinanden saa nær,
vort Modersmaal mødtes i Tale og Sang:
Lidt mildere hist, lidt fuldere her,
men dog to Klokker af samme Klang.
Og gid de Klokker i Farens Stund
maa svare hinanden fra Strand til Strand,
og gid de maa ringe med samme Mund
udover det hele Nordens Land!