Den Gamle (taler til Billedet.)
Hvor lider Du min Datter
udi din dybe Slummer,
din Dvales lange Nat?
Naar ender sig min Kummer,
naar skuer jeg Dig atter,
naar favner jeg min Skat!
Du længes efter Livet;
til Graven jeg maa stunde,
jeg længes mod at dø.
Men ikke tør jeg blunde,
den Skjæbne er mig givet,
før vaagnet er min Mø.
(idet han vender sig mod Klinten)
O Du, som var saa hellig og saa reen,
glat ud min Pandes dybe Længselsfurer
som Bølgen skurer
og glatter ud hver Fold i Strandens Steen;
lad Lyset tegne Dig med klare Træk
de Runers Saga, alle har den samme,
thi samme Odd har skaaret disse Rynker —
o kom og lægg
din Salve paa mit Hjertes aabne Skramme,
før Solen synker!
En lille Hyrdepige (kommer aandeløst ilende).
Tænk fromme Fader, han den unge Ridder,
som kom imorges, — han med sine Svende
har hugget sig igjennem Tornemuren!
At sige, kun et Stykke; Alt gik herligt,
til de var midtvejs inde, da med Eet,
mens som et Latterkor der klang fra Borgen,
de samme Torne, som de nys har fældet,
frisk skyde frem igjen med tusind Spyd —
Den Gamle.
Fortæl, fortæl!
Hyrdepigen.
Da blegned selv den Bedste,
vildt hugged de tilhøjre og tilvenstre,
kun Ridderen holdt Stand, men ogsaa han
ved Kogleriets Magt tilsidst blev tvunget
til Flugt!
Den Gamle.
Og saa?
Hyrdepigen.
Saa greb de Ved og Fakler
og vilde tænde Alt i lysen Lue;
men som de rakte hen den første Fakkel,
foer han, den unge Høvding lig en Løve
frem mellem dem, og raabte: Raser I,
vil I min Rose brænde paa et Baal!
Hvor var han dog fortvivlet — ak der er han,
før sprang han som en Ged, nu fast han vakler.
Ridderen.
Intet, Intet har jeg magtet.
Dumme, kraftesløse Sværd,
jeg vil slænge Dig i Havet,
Du er ikke bedre værd!
Verden er mig graa og vammel,
Skoven er mig nøgne Ris,
paa en Time blev jeg gammel —
Den Gamle.
Paa en Time blev Du viis.
Ridderen.
Nu Farvel I Lykkedrømme,
nu farvel min Jomfru fin!
Tornerose, fagre Blomme,
Du skal aldrig være min.
Onde Magter har Dig ranet —
Den Gamle.
Onde Magter staa for Dom!
Snart Du finder Vejen banet,
er din Vilje stærk og from.
Ridderen.
Arme, kraftesløse Gubbe,
som vil døve Smertens Pil,
troer Du Rosen kan sig knoppe,
tør jeg tro dit Sejerssmil?
Svar mig, svar mig, tør jeg haabe,
viis i Skyen mig det Blaa!
Læsk min Længsel med en Draabe,
lær mig Vejen jeg skal gaa!
Den Gamle.
Ja, som i bange Drømmes Taageguus
min Helgen svared, saa mit Svar jeg stammer;
hvor begge Hjertekamres Tvillingblus,
hvor Tro og Kjærlighed har lige Flammer,
der er den stille Kraft, som Maalet rammer!
Ridderen.
Hvad drev mig over Havet til Eventyrets Ø,
hvad gjorde mig saa tryg i den skummende Sø,
hvad spændte mine Sener, naar Stormene lo,
hvad Andet end Tro?
Jeg troede paa Sagnet om den underskjønne Mø,
jeg troede, jeg for hende skulde leve og dø,
jeg troede paa min Rose midt i Tornenes Gru,
saa troer jeg endnu!
Den Gamle.
Men, tør Du vandre Vejen vaabenløs,
den samme Tornevej, Du nys forgjæves
med Sværd og Svende trodsig vilde bane?
Ridderen.
Hvorledes Fader, uden Skjold og Sværd?
Det var den visse Død!
Den Gamle.
Jeg siger Dig,
om Du har Tro, det var den visse Frelse!
See denne Harpe, liden kun og graa,
ej er af Guld dens Streng, men den er skaaret
af Tamariskens Green ved Jordans Aa,
og vaagne Nætter har den gjennemtaaret,
thi han, Sankt Placidus, har Harpen baaret!
Ridderen.
Da troer jeg paa dens Kraft!
Den Gamle.
Og dog med Bæven,
med Frygt jeg rækker Dig min Skat i Haanden;
den har sit Tonevæld — har Du nu Vaanden,
som faar det til at springe?
Før da Du stormed fremad døv og blind
og ene trodsed paa din egen Styrke,
paa Skjold og Sværd, da var det gavnløst Ørke
at tale til Dig om min Strengeleg.
Alt Mangen greb den — slap den taus og bleg;
alt Mangen rørte den med voldsom Haand,
men Ingen, Ingen maned Harpens Aand.
Ene Tro formaar at vække
dette skjulte Tonevæld;
skal det synge, skal det svulme,
maa det svulme fra din Sjæl!
Intet Mishaab tør Du nære,
ingen Tvivl Dig tør omsno,
ydmyg maa din Vilje være,
reen din Elskov, fast din Tro!
Ridderen.
(griber i Harpen)
Trøstigt, af mit Hjertes Længsel
stemmer jeg Dig op til Sang!
Du skal aabne hendes Fængsel
med din underfulde Klang —
hører I, den klang, den klinger,
Strengen mægter jeg at slaa!
Nu fik Haabet Svanevinger,
Tornevejen tør jeg gaa!
Den Gamle.
Har Du Mod til at kaste dit blinkende Sværd?
Ridderen.
Ja fromme Fader, nu!
Den Gamle.
Har Du Tro til at vove den sælsomme Færd?
Ridderen.
Ja Fader, Tro som Du!
Den Gamle.
Og din Længsel er vaagen, som Skovens mod Vaar?
Ridderen.
Den sprænger fast min Barm!
Den Gamle.
O da signe Sankt Placidus Vejen Du gaar,
thi Du er kun hans Arm!
Ja Harpens sagte Klang
skal sprænge Mørkets Horde!
Ridderen.
Som Elvens var min Gang,
som Kildens skal den vorde.
II.
Eneboernes Aftensang.
Alt Solen gik tilsenge,
og Stjernen gik paa Vagt;
men Jordens Vuggegænge
er ej i Hvile bragt.
Uroligt Havet koger,
og fredløst Stormen gaar,
uroligt Mangen vaager,
mens stormfuldt Hjertet slaar.
Men salig den, som siger
til Herren: vær mit Skjold!
Og salig den, som giver
sin Styrke Ham i Vold!
Ad hver en Storm Han tysser,
som Blodets Brænding jog,
til Fredens Engel kysser
det trætte Øjelaag.
Ridderen.
Farvel! nu maa vi skilles, mine Svende,
vogt Teltet vel og mine gode Vaaben,
at ikke Natteduggen pletter dem!
I Morgen sees vi atter. — Fromme Fader,
alt Mulmet sænker over Alt sin Kaabe,
jeg veed, I tør ej længer følge med, —
følg med i Bøn, i Bøn for mig og hende!
I Mulm vi skilles, gid i Lys vi mødes.
(vandrer fremad)
Saa er jeg ene med min skjulte Fjende.
Et Vrinsk, den fjerne Gjøen, — Dyrene
endnu fortælle Lidt om Mennesker;
og Stjernen, den fortæller Lidt om Dig,
Du Evige! — Hør atter Aftensangen —
ha det er stolt, engang at skulle sige:
Vær Du mit Skjold, jeg har ej andet, Herre!
— Hør Vinden drager op; det samme Pust,
som nu faar Tornene til vredt at suse,
fremlokker sagte Suus i Strengelegen.
Ulige Vaaben! Sang mod Spyd og Lanse!
Men i den sagte Susen, sagde Gubben,
gav Herren sig tilkjende for sin Tjener,
frem, fremad! Blot et lille Glimt, o Maane,
at jeg kan see, hvor langt jeg har tilbage,
og gribe Strengen i den rette Stund,
thi Tornene maa være nær. Der blinker
et Lysskjær svagt fra Skyen — hvor, hvor er jeg?
paa banet Vej, med Tornemuren bag mig!
Hvorledes kom jeg hid — o Harpen klang jo,
det var Sankt Placidus, som greb i Strengen,
mit Strengeslag han ikke havde nødig.
O saa toner stærke Strenge,
til I sprænge
Mørkets Hær;
suser som en Tordenkile,
hvisler som en Regn af Pile,
hviner som et Hævnersværd!
Stormfuglsange,
Uvejrsklange
bruse gjennem Hvalv og Gange,
skræmme op af skumle Kroge
al den klamme Trolddomstaage!
Røster fra Skoven.
Hvem kalder os op af Blunde
i silde Midnatsstunde,
hvad er det for en fremmed Fugl,
som fløjter alt i Lunde?
Hvad er det for en sælsom Klang?
Det er som selve Skoven sang
med tusind Fuglemunde.
Ridderen.
Men naar Klangen
naaer til Fangen
under Jomfruburets Tag,
ton da Strenge
lydt og længe,
sødt som Nattergalens Slag,
som et Tegn at Frelsen kommer,
som et Bud om Sol og Sommer!
Røster fra Fjeldet.
Hvem kalder os op af Dvale,
mens Guldets Glød vi svale?
Saa klinger intet Hammerslag
i Dybets tause Dale.
Hvad er det for en sælsom Klang?
Det er som selve Stenen sang,
som Fjeldet vilde tale!
Ridderen.
Paa Vindebroen er jeg, — fra dens Planker
det giver Gjenlyd alt for hvert et Skridt;
nu vil jeg stemme op den lille Vise,
min Fader lærte mig, da jeg blev Væbner.
Altid frejdig, naar Du gaar
Veje, Gud tør kjende,
selv om Du til Maalet naaer
først ved Verdens Ende.
Aldrig ræd for Mørkets Magt!
Stjernerne vil lyse;
med et Fadervor i Pagt
skal Du aldrig gyse.
Kæmp for Alt hvad Du har kjært,
dø, om saa det gjælder,
da er Livet ej saa svært,
Døden ikke heller.
træder ind i Borgen.