II. Til Kryger og Aklmann
Foraaret 1867
Foraaret 1867
Tak for djærv og sanddru Tale!
Tak for Mod i Fjendens Sale!
Tak for ærlig dansk Protest!
Fik I nok af hovmodsfulde,
lattermilde Haansords Kulde,
I har talet som I skulde —
I blev hørt i Nord og Vest.
Hjemme fandt I ingen Glæde.
Idel Skyer uden Væde!
Længsel efter Himmel blaa!
Hænder vrides, Hjerter brænde:
»Hvor er al den Urets Ender
Hvor er vore Ungersvende?
Hvem skal pløje, hvem skal saae?«
Hvem skal saae? Jeg veed det ikke.
Men jeg veed, at Fjenden drikke
skal den Kalk, han skjænked hist!
Al den onde Sæd, han saaede,
skal han høste uden Naade, —
om vi lade Herren raade
for Gjengjældelsernes Frist.
Siig dem, vore Hjerter bløde!
Siig dem, vi skal give Møde,
naar det kalder over Sø;
og naar Øjeblikket kommer,
med et Drøn af Hævnens Trommer,
med et Smil fra Fremtids Sommer, —
sejre med Jer eller dø.
Men til Alle, som vil høre
Trøstens Ord med ydmygt Øre,
hvisk det milde Naadebud:
Alt i Verden, som vi troede
slog vor Lykke ned for Fode,
Alt maa tjene dem til Gode,
som af Hjertet elske Gud.