Det Jern, der Fil skal vorde,
maa døje Hugg paa Hugg;
for Hamrens Næb det haarde
det giver Suk i Suk;
og Slagene de lyne, —
men tyst i Jernets Rand
der lader sig tilsyne
heel bistert Tand ved Tand.
O Du, som her os gjæster
med taareblandet Smil,
Dig danner vist en Mester
til dine Lænkers Fil!
For hvert et Slag der brænder,
for hvert et skyldfrit Saar,
din Modstand avler Tænder
til smaa, men hvasse Skaar.
Men vi, som trygt tør græsse
vor Hjord i Danmarks Skjød,
fik ej i Savnets Esse
og vore Sjæle Glød?
Saa bed, at vi maa hærdes
til viljestærke Mænd,
til Staal som gode Sværdes,
før Kampen staar igjen!
Fra Lægder og fra Sogne
maa flokkes meer end Tal,
Niels Ebbesen maa vaagne
blandt Svendene fra Hald;
da skal af Trængselsflammen
som prøvet Staal vi gaa,
og Fil og Sværd tilsammen
skal bide og skal slaa!