De flokkedes omkring Ham
langs Oliebjergets Steen,
de raabte Hosianna,
de svang med Palmegreen;
de fulgte ham fra Vingaard,
fra Bod, fra Tempelskole,
og mellem dem der fulgte
var Asenindens Fole.
Den fulgte med sin Moder
efter østerlandsk Sæd:
hvor Aseninden vandred,
der maatte Føllet med;
og saadan den ydmyge
Drot vilde hyldes,
at Skriftordet maatte
i Et og Alt opfyldes.
— Men en Lysning i Skrifternes
underfulde Skov,
hvor Naadevældet risler
over Sinais Lov,
den lokker mig, den drager
til at spørge og fritte,
til i Kjærlighedsdybet
bag Løvet at titte.
»Al Skabningen sukker
i Forkrænkelighed,
Al Skabningen længes
efter Børnenes Fred!
Naar Børnenes Herlighed
fuldt aabenbares,
skal Skabningens Trældom
til Frihed forklares!«
Det Lysglimt, det drager
mig svirrende Møl
til atter at spørge
om Asenindens Føl.
»Hvis Børnene taug,
skulde Stenene raabe« —
tør Dyret da aldrig
Befrielsen haabe?
Og hvergang jeg stirrer
i Dyrets Verden ind:
paa det plagede Trældyr,
den segnende Hind;
og hvergang mig glæder
den springende Ganger,
og hvergang jeg jubler
med Markernes Sanger;
og hvergang jeg skuer
i Øjet en Hund,
som tæres af Længsel
fra Skilsmissens Stund:
en Tjener, hvis Trofasthed
Sult ikke rokker,
et Dyr, hvem det Dyriske
længer ej lokker, —
da svimler vel min Tanke,
da tier min Mund,
men Hjertet, det hvisker
om Forløsningens Stund:
Den Sjæl, som i Dyreham
lider og længes,
mon den skal fra Livet
i Evighed stænges?
— Naar Herren holder Indtog
i Jerusalem, det ny’,
naar alle hans Forløste
bær’ Palmer i Sky,
naar Jordens Hosianna
faaer Svar fra alle Sole, —
mon da Han vil følges
af Asenindens Fole?