Trindtom der høres Spottesange,
og Jesu Venner er saa bange;
en Eneste bekjender ham,
en angstfuld Sjæl, som Trøst behøver,
og det er denne arme Røver:
han trøster sig ved det Guds Lam.
»Vi faae kun, hvad vi selv forskylde!«
det Angers-Ord af Hjertets Fylde,
det er hans Synds-Bekjendelse!
»Tænk paa mig, Herre, i dit Rige!«
— o, at han Herre turde sige! —
det er hans Tro’s-Bekjendelse!
Han troer, at Han, som hos ham hænger,
hvis Fod og Hænder Naglen flænger,
saa fuld af Vaande, fuld af Skam, —
at Han er Konge, har et Rige,
at Kors kan vorde Himmelstige,
naar blot han holder sig til Ham!
Han troer, hvad Haabet kun kan rumme,
han troer, hvor Troende blev stumme,
han troer, hvor Intet er at see;
da faaer han og et Ord at høre,
som kan den Useligste gjøre
et »Paradis« af dybest Vee.
— O Gud! saamangen Frugt bag Løvet
har som et Adamsbarn jeg røvet, —
saa giv mig denne Røvers Tro!
Og hvisk mig i min sidste Time,
naar mine Synder om mig kime,
at ogsaa jeg hos Dig skal bo!