Kommer det end ej til Knælen
eller Beden med din Mund,
dog Guds Himmel skal i Sjælen
spejles som i Hav og Sund!
Arbejd fast og uforsagt, —
men lad Bønnen holde Vagt!
Mej din Rug og sank din Hvede,
men lad Hjertet altid bede.
Jesu Billed, lad det blinke
med det første Morgenskjær;
Jesu Billed, lad det vinke,
naar Du ender Dagens Færd;
Tag Ham med i Mark og Skov,
hos din Le og hos din Plov,
har Han salvet Øjets Hinde,
vil Du allesteds ham finde!
Fylder Krybben Du for Horset
husk, i Stalden blev Han fød!
Lægger Du i Spanden Korset,
husk, paa Korset er Han død!
Vandrer Du ved Axets Fod,
husk, Han sejerrig opstod!
Stiger Lærken for dit Øje,
husk, Han troner i det Høje!
Seer Du Kæmpestammer blandes
himmelhøjt i Skovens Hvælv,
see mod Paulus og Johannes, —
Krat og Risbøg er vi selv.
Giv dog Agt paa Skovens Smaa,
ogsaa de vil opad naae,
Muld og Marv er dog den samme,
ogsaa Du kan vorde Stamme!
Læser saa af Jord og Himmel
altid Du en hellig Text,
skal med Jordens Børnevrimmel
selv Du nok fornemme Væxt!
Aander altid ej dit Bryst
selv i allertravlest Høst?
Midt i Arbejdsdagens Hede
kan dit Hjerte altid bede.